Det skete i de dage at danskerne endnu en gang, grundet landets beskedne størrelse, havde overlevet en økonomisk krise med velstanden nogenlunde i behold. En række konflikter var dog kommet frem til overfladen og det tænktes derfor at man skulle finde noget der kunne samle folket igen. Noget som man kunne tale om med en glædelig ro i stemmen. En ro som skulle ligge fjernt for hverdagens ophedede konflikter og debatter. For trods en evigt voksende mængde af generelle og i øvrigt tiltagende problemer både nationalt og internationalt, eller måske lige præcis derfor, var dette en tid til at se ind og ikke ud. Rapporterne sagde alligevel at kampen imod global opvarmning var mere eller mindre tabt og dertil at det var meningsløst at bruge penge på velgørenhed til fattige lande eftersom det ikke forbedrede nogen tilstande, men blot holdte de fattige i live i deres fattigdom. At finde alternative måder at introducere fattige lande i det kapitalistiske system, som nægtede disse landes befolkninger en værdig levestandard, virkede desuden både komplekst og tidskrævende. Og hvordan skulle man i øvrigt kunne identificere sig selv som vestlig og privilegeret, hvis der ikke var nogen til at være det modsatte?

Det var i denne tid at ledelsen af en større medievirksomhed, med støtte fra den danske stat, besluttede sig for at producere en tv-serie baseret på danernes historie. En journalist og historiker havde netop gravet en masse nye kilder fra krigen i 1864 frem, og hans bøger var i øvrigt blevet ganske populære. Kildematerialet lå således klar til anvendelse og man behøvede knapt fra tv-producenternes side at holde et møde, for dette var ikke første gang at de havde produceret fremragende tv, som også kunne sælges til udlandet. Man havde allerede listen med navne på de godt tyve danske skuespillere som dengang kunne leve af deres job. Derudover havde man kontakt til alle de mediearbejdere som havde arbejdet med de andre succesfulde tv-serier. Der var i det hele taget ikke meget som kunne gå galt. Man skulle blot finde en instruktør som kunne samle serien og give den et konsistent udtryk. Man vidste i den sammenhæng at dansk dramas succes, skyldtes en evne til, og erfaring med, at skabe subtile tragedier.

Det skulle senere vise sig svært at forklare hvorfor at man, hvis man havde i sinde at fortsætte denne etablerede, danske, drama tradition, valgte at give opgaven til den eneste danske filminstruktør som havde gjort karriere i at være bombastisk.

Det endelige produkt, en tv-serie på otte episoder til godt 173 millioner kroner, blev således ligeså flot som den skulle være med alle de omkring tyve, store, danske skuespillere og flere effekter end de fleste danske instruktører nogensinde havde hørt om. Den blev dog ikke subtil.

Da de første episoder løb over sendefladen gik det op for den mere højpandede del af pøblen, seriens målgruppe, at serien ikke var det drama som de havde håbet på (historisk underdrivelse). Den var ganske vidst ligeså prætentiøs og fortænkt som alle de andre succesfulde, danske tv-serier, men modsat dem forsøgte den ikke at skjule det. Uden en mur af socialrealistisk underdrivelse imod hvilken implikationer kunne skydes med kanoner uden at blive eksplicitte, kom den mere symbolske del af seriens fortælling til at virke overdreven og banal. Da dette blev tydeligt allerede fra seriens første episode, opstod der en stiltiende aftale imellem alle danskere som gik ud på at ingen da nogensinde før havde tænkt på seriens instruktør som havende en bombastisk stil. Man så således bort fra hele instruktørens æuvre. På den måde kunne man undlade at se på sagen som et spørgsmål om et dårligt valg fra producenternes side, og i stedet se på den som et spørgsmål om manglende kompetencer. Man flyttede altså ansvaret for publikums skuffelse over på én mand som jo var blevet betalt for både at skrive og instruere værket og således også at tage de tæsk der nu lod til at tilkomme ham.

Kritikerne var mange og deres pointer ligeså. Sideløbende med kritikken valgte nogle af landets mere nationalistiske stemmer endda at kræve en historisk test af værket, da de mente at man kunne opfinde et redskab til historisk analyse der også kunne fungere som en kvalitativ vurdering af tv-drama. Den dag i dag arbejdes der stadig på dette projekt. Nogle historikere har kaldt det en utopisk fantasi.

Blandt de mest dominerende kritikker i den offentlige debat der opstod som reaktion på tv-serien, var en række anklager der angik instruktørens personlige, politiske agenda. En agenda der ansås for at stå i et direkte manipulerende forhold til det historiske kildemateriale. Dette indebar blandt andet skildringen af reelle, historiske personligheder. Instruktøren havde valgt at fortælle historien på en sådan måde, at det virkede som en arrogant, historisk fejltagelse fra danskens side, i sin tid, at føre krig imod Preussen. Imens dette rent faktisk var et historisk faktum, mente man imidlertid ikke at instruktøren, i sin rolle som dramatiker, var i sin gode ret til at overdrive virkeligheden. For hvad havde drama nogensinde haft at gøre med overdrivelse? Igen var det den post-moderne søgen efter subtile tragedier der ikke kunne forene sig med det faktum at underdrivelse var det eneste der hidtil havde afholdt den fra at være ligeså prætentiøs og bombastisk som instruktørens serie var blevet. Serien var blevet ganske ulidelig at se på for sin samtid, fordi den på ganske radikal vis afslørede for dansk drama, hvad der altid havde været sandt for dansk drama. Uden nogle underspillede gimmicks til at tage trykket af prætentiøsitetskammeret stod intet andet tilbage end belastningen af dårligt sammensatte historier og en-dimensionelle karakterer. Man kunne i den forstand have sagt, hvilket en ung anmelder fra tiden også noterede sig, at serien var blevet så dårlig at den retrospektivt ødelagde alle andre dansk-producerede serier.

Serien var på sin vis også en meta-serie som kommenterede ikke bare på mediet, men på institutionen bag mediet. ”I en god dansk dramaserie…”kommenterede den”..havde man fået et trekantsdrama opbygget igennem mere eller mindre overdrevne implikationer, blikke og subtile bemærkninger, men ikke desto mindre implikationer. Her får du præcis det samme bortset fra at ingen replikker implicerer noget som helst”. Man havde således valgt i serien, at skære så langt ind til benet, at benet gik i stykker. Alle replikker stod som form helt lige med deres indhold og hvis en implikation forekom, var den da helt tydelig og derfor absolut banal. Dette var også grunden til at folk der led af aspergers og autisme elskede serien.

Nederlaget var så at sige dobbelt, eller måske ligefrem tre-dobbelt. TV seriens kvalitet var svag, da instruktørens bombastiske stil viste sig dateret. Dertil var mange kritikere ude af stand til at formulere sig på en valid og saglig måde, da de ikke forstod sig på kvalitativ vurdering. Sidst men ikke mindst var skabelsen af serien og dens budget et symbol på den manglende evne og vilje til at håndtere virkelige og relevante problemer.

Danerne havde på den måde i den tv-dramatiske genskabelse af et historisk nederlag, lidt et historisk nederlag.

(Anmeldelse kommer ved seriens konklusion. Krigsscenerne er da meget gode!)

TV-serie
2014

Anmeldt af Alex G. Østergaard