Umiskendelige Rendell-træk kendetegner denne krimi: Rendells karakterer er aldrig helt stereotype, tværtimod er de ofte en lille smule sære. Forbryderne er ikke overlegne og superintelligente, men – måske realistisk nok – ofte de voksne udgaver af misbrugte eller misrøgtede børn med tendens til at udvikle fritstående fantasier, der kører helt af sporet. Det var for eksempel tydeligt i A Judgement in Stone, hvor hovedpersonen er forudbestemt til at bliver morder på grund af sin ordblindhed.
I 13 trin ned er vores mandlige hovedperson Mix Cellini. Han reparerer motionsudstyr og er en stor beundrer af en berygtet kvindemorder, John Christie, der blev henrettet 50 år tidligere. Cellini er vild med Nerissa, der trods sin status som dum model udviser både omtanke og intelligens. Faktisk er han så vild med Nerissa, at han vil gøre hvad som helst for at komme i kontakt med hende inklusive myrde dem, der måtte komme i vejen for hans planer. Han bor til leje hos en excentrisk gammel dame, der ligner hovedpersonen i Faulkners A Rose for Emily eller miss Havisham fra Store Forventninger – en dame, der stadigt drømmer om en mand, hun kendte for mere end 50 år siden.
Og med dette besynderlige persongalleri begynder spændingen, vejen mod katastrofen eller rettere katastroferne akkompagneret af hyggesnak og forskellige betragtninger fra de implicerede for til sidst at slutte med en paradoksal vittighed.
Her er alt, hvad man kan forlange af en rigtig hyggekrimi: Spænding – næsten gys, skyld og besættelse, spøgelser og lidt om at være overtroisk. Romanen er lang, men det forlænger bekendtskabet med karaktererne og også nydelsen
13 trin ned
Ruth Rendell
Oversat af Asta Smith-Hansen
384 sider
Forum
Udgivet: 10.09.2009
Birte Strandby
