Gyldendal har udsendt den 10 udgave af Gabriel García Márquez’ berømte og storslåede roman “100 års ensomhed”. Det er kun fem år siden den niende udgave kom på dansk, men behovet for endnu en udgave af den colombianske forfatter og nobelpristagers roman fra 1967 er åbenbart til stede.
For denne anmelder var mødet med Márquez, indrømmet, helt nyt – og på en gang uforståeligt og berusende. Der er hændelser, som er magiske, og som et almindeligt jordbundent menneske afviser kan ske. På den anden side virker de pirrende og farverige. Og der forstår man forfatterens store force. Hans stil er kaldet magisk realisme.
Omdrejningspunktet er José Arcadio Buendia og Ursula Inguaran, der er grundlæggere af landsbyen Macondo midt i junglen.
Flere og flere personer dukker op, og det er svært at holde rede på dem. Det er en slægtsroman, der fortæller om fem generationer af familien Buendia. Der er krig, borgerkrig velsagtens. Et af familiemedlemmerne, er oberst Aureliano Buendía. Han er oprører, farer rundt, er nærmest udødelig, og vender gang på gang hjem til landsbyen. Moder Ursula er et fast holdepunkt, der langt hen i sin alderdom har bestemmende hånd med i det meste.
Alt i alt er der et væld af beretningerne i denne roman – og personerne er tæt knyttet.
Anmeldere af tidligere udgaver af bogen har skrevet, at handlingen er svær at give et fyldestgørende referat af. Det er ikke helt forkert – men læseren fanges af Márquezs perlende fortælleglæde
Gabriel Carcía Marquez fik i 1982 Nobelpris i litteratur. Han var født i 1937 og døde i 2014. Han regnes for en af Latinamerikas førende forfattere, der har mange romaner bag sig. “100 års ensomhed” regnes for et af hans hovedværker..
100 års ensomhed
Slægtsroman
Oversat af Merete Knudsen
427 sider
Udkom juni 2025
Gyldendal
Anmelder Bjarne Gregersen
Anmeldelse på Litteratursiden: https://litteratursiden.dk/anmeldelser/100-ars-ensomhed-af-gabriel-garcia-marquez
Anmeldelse på bogblogger: https://bogblogger.dk/?p=44040