Vi skal til et land uden soldater. Sov bare.

Her udnytter tegneserien alle de visuelle nuancer, som ordene alene ikke ville have været i stand til at udtrykke, og resultatet er en hjerteskærende formidling af, hvad det er vi gør, når vi fører krig.

Det stilfærdige drama begynder med tre rektangulære billeder – et med blå himmel med sol, et med himmel og et stille hav – og et med en flygtningebåd i ensom majestæt på havet. Man er ikke i tvivl om, at det er en flygtningebåd, tungt lastet som den er med passagerer. Der er billeder af de tætpakkede mennesker og close up af en lille pige. Pludselig kommer der heftig søgang, og pigen bliver kastet overbord. Først her er der tekst: Her er stort og tomt, tænker pigen om det hav der er ved at sluge hende.

Mens pigen er i havet, ser hun tilbage på sin tid hos forældrene, på det der var godt og trygt og på de historier om krigerkvinden Zenobia, som hendes mor fortalte.

En dag tager hendes mor og far ind til byen, Amina skal blive hjemme. Hun er alene i flere dage, og da hun kigger ud af døren, holder der en mandskabsvogn i gaden, og en drone flyver over byen. Aminas onkel kommer for at hente hende og sammen forlader de den krigsramte by.

Der spilles heftigt på farver, lys og skygge. Krigerkvinden Zenobia, som ingen mand bestemmer over, fremstilles i blå og brunt, krigszoner i brunt, gult og sort.

Ifølge pressemeddelelsen om bogen er det Morten Dürrs ønske at beskrive børn på flugt i børnehøjde og på en måde der fastholder, og det er i høj grad lykkedes. Zenobia er ikke let at glemme.

Zenobia

Morten Dürr/Lars Horneman

104 sider

Forlaget Cobolt

Udgivet: 2016

Birte Strandby