Yoga i skolen er en praktisk pædagogisk brugsbog, som giver en indføring og inspiration til på hvilken måde lærere og pædagoger kan bruge yoga inspirerede bevægelser i skolen.

Øvelserne kræver ikke noget forhåndskendskab til yoga, siger forfatterne og præsenterer en lang række yoga-øvelser, som henholdsvis kan hjælpe eleverne/klassen til at bringe energien op eller ned, hjælpe til fokus og koncentration, samt samarbejde.

Bogen er velstruktureret og lige til at gå til i sin pædagogiske tilgang, den kan uden tvivl tjene til at give gode ideer til undervisere, der gerne vil indføre yoga i skolen til hvor enkelt det kan gøres. Set i lyset af at man ønsker mere bevægelse ind i skolen er bogen en ressource på markedet, da mange sikkert savner inspiration på dette felt, og de fleste øvelser vil uden tvivl gavne elevernes generelle velbefindende.

Det er en skam, at bogen ikke er grundigere i sin tilgang. Der tages ikke stilling til, hvad det egentlig kræver af underviseren at instruere sådanne øvelser med hensyn til egen forudgående viden, erfaring og praksis. Og her bliver bogen i mine øjne simpelthen for overfladisk og på nogle felter nærmest respektløs overfor yogatraditionerne eller for den sags skyld andre fagområder, som der i øvrigt frit trækkes på til at understrege hvilke fysiske og psykiske fordele der er ved at gøre disse øvelser.

Lange rækker af udsagn lover hvilke fantastiske fordele og resultater man kan opnå med øvelserne, hvor der simpelthen påstås for meget.

Eksempelvis skulle det kunne øge selvregulering i øvelsen ”Mannequin udfordring”, at en elev filmer en anden elev imens denne står helt stille og det derefter afspilles for klassen.

Et andet eksempel er, at der står, at hvis man laver ”Cobraen” stimuleres ens indre organer, stress og træthed frigøres, plus at øvelsen styrker lænd, rygsøjle og ballemuskler, og den giver energi. Der synes jeg måske lige at man skulle have haft videnskaben og nogle fagpersoner med indover. Børn med rygproblemer må ikke lave den øvelse uden en fagperson til at observere og instruere, ”Cobraen” er en af de øvelser, der direkte kan skade ryggen, hvis den udføres forkert.

I slutningen af bogen er afsnittet ”Meditation”, som ikke er meditation, men visualiseringer/fantasirejser.

Der er også en række positive affirmationer, som den enkelte elev kan sige til sig selv eller som klassen kan sige samlet, for eksempel: ”Jeg kan lide at gå i skole”. På mig virker det lidt ligesom når man i gamle dage fik eftersidning og skulle skrive et udsagn hundrede gange før man måtte gå hjem. Jeg kan simpelthen ikke se at det fx skulle støtte indlæringen at få børn til at sige højt, at de kan lide at gå i skole, tilsyneladende uanfægtet om de rent faktisk kan lide det eller ej.

Kort sagt er anmelderen på den måde temmelig skeptisk overfor bogen. Og mener at bogen havde vundet ved at afgrænse sig yderligere. Det er tydeligt at der er gjort et kæmpe arbejde med bogen, og den er idegivende, men den gaber over for meget og vil for meget på én gang. Derudover ville den også vinde ved et mere roligt layout.

Når det så er sagt tænker jeg, at bogen er guld værd for de lærere og pædagoger, som måtte sidde fast i pædagogisk ideforladthed, især i forhold til bevægelse i skolen, som gerne vil bruge noget yoga og ikke rigtig kan se hvordan de kunne komme i gang med det, sammen med børn og unge.

Bogen taber lidt jordforbindelsen og er med til at udvande faglig viden og begreber, men på den anden side er det vel så vigtigt at få børn i bevægelse, at man vel heller ikke skal skræmme lærere og pædagoger fra at gå i gang.

Yoga i skolen

Hanne Mouritsen & Vivi Solveig Sørensen

128 sider

Yogaiskolen.dk

2017

Gitte Sander