Walter er, som titlen angiver, en glad lille hval. Han er så glad, at han ikke ved, hvordan det føles at være ked af det. Det vil han gerne finde ud af, og derfor rejser han ud i verden for at finde nogen der kan fortælle ham, hvordan det er at være ked af det.

Det bringer ham til London, København (Nyhavn), Tokyo og New York, hvor han træffer adskillige ulykkelige børn. En pige er ked af, at hun har droppet sin sut, en dreng er ked af, at han ikke kan svømme, og en anden dreng er ked af, at han har fået briller. Walter er ikke bare glad, han er også venlig og hjælper børnene med at løse deres problemer, hvad enten det drejer sig om at lære at svømme eller at finde en bold.

Så Walter bliver ikke klogere af det, men da han kommer hjem og opdager, at hans forældre er kede af det, fordi de troede, at han var blevet væk, forstår han pludseligt hvad det betyder at være ked af det.

Bogen om Walter har farverige helsides illustrationer, og man kan på billederne finde Big Ben, Brandenburger Tor og Frihedsgudinden, ligesom der er oplagte muligheder for at tale om flere af verdens storbyer. Til gengæld skal man ikke bruge Walter som rollemodel for hvaler. Han bor med sine forældre på havbunden i bygninger der unægteligt ser ud til at være inspireret af menneskelig arkitektur, og skønt Walter bruger floderne som adgang til hovedstæderne, så har han ingen vanskeligheder med at hoppe op på strandpromenader, når han skal tale med børnene.

Walter har en yndlingssang, og bagest kan man finde becifringer og noder, så man selv kan synge med. Figuren, der kan synes bekendt, er skabt af designfirmaet Design by Witt, der også sælger træfiguren Walter, et Token of Happiness samt et helt ‘glædeskoncept’.

Sød bog med fine tegninger.

Martin Witt

Walter den glade hval

Der er altid en grund til at smile

Illustreret a Mauro Delli Bovi

56 sider

SMSPress

Udgivet: 2018

Birte Strandby