Så er der igen gang i det lille hærgende og elskelige uhyre, Vitello, i denne elvte bog i en planlagt serie på ni bøger. Denne gang med en ny og anderledes indledning.
Vitello er et vågent og nysgerrigt barn, og nu er interessen faldet på monstre og andre gyselige væsener. Hvem vinder for eksempel, hvis en varulv og en vampyr slås? Eller en mumie og en zombie? Mor ved det ikke, og han må spørge vennerne. De har mange gode meninger om det interessante emne. Især er tvillingerne Max og Hasse, der har set en del spøgelsesfilm, meget velunderrettede, men til gengæld er de noget handicappede af, at deres far arbejder i en bank og dermed ikke kan have viden om temaet.
Dagen går med monsterlege, og det er helt fint. Dog er det ikke helt så fint, da Vitello om aftenen skal sove i sit værelse og ikke må have lyset tændt. For måske er der nogen under sengen eller uden for døren. Vitello bliver nødt til at bygge en effektiv monsterfælde, og der går ikke lang tid, før der er gevinst!
Uhyggeligt, men for Vitello slutter dagen med visheden om, at der er noget der til enhver tid kan skræmme et hvilket som helst monster væk fra matriklen.
Super underholdning for både børn og voksne: God komik for oplæseren og for mindre børn en bekræftelse af den tryghed, der også findes hos en ikke al for overskudsramt mor. Alt sammen ledsaget af Niels Bo Bojesens rammende illustrationer af både spøgelser og mødre.
Bog nummer 12 udkommer til efteråret.
Vitello bygger en monsterfælde
Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Ill.: Niels Bo Bojesen
32 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 17.06.2010
Birte Strandby