Hvorfor får Villads så mange skældud? Jamen, siger jeg så bare, der er altså mange helt almindelige børn, som får alt for meget skældud.

Villads ligner en, vi har mødt før: Drengen der trods alle gode intentioner får lavet en del kage i hverdagen. Ikke helt som Emil fra Lønneberg, men lighed er der. Også illustrationerne – Björn Bergs udgave af Emils far, når han råber efter Emil kunne godt være forbillede for Fridas mor i samme position.

For eksempel da Frida og Villads skal bruge en stor magisk diamant, som proppen på den flaske, Fridas mor har på badeværelset. Flasken er næsten fuld, og Fridas mor siger, at de må få den, når flasken er tom. Hjælpsomme Villads tømmer flasken ud i toilettet, men det er som om hans hjælp ikke rigtigt påskønnes. Værre bliver det, da han og Frida finder en masse små dukkemadder i Fridas mors køkken, små madder der er lige til at tage med ud i deres hemmelige hule sammen med sofapuderne og Fridas mors fine sko. Det bliver en rigtig hyggelig eftermiddag, men bagefter er puderne og skoene ikke helt rene. Villads beslutter sig for at hjælpe Frida og smider det hele i vaskemaskinen, og gør efterfølgende den erfaring at hverken sofapuder eller sko nødvendigvis har godt af en tur i vaskemaskinen.
Børnebøger kan være både litteratur, pædagogik, ideologi og fortælling, og denne dækker fint såvel fortællingen, der er humoristisk, som pædagogikken, der er dannende med dens tydelige sociale normer.

En traditionel børnebog, underholdende for børn og oplæser, men også et bidrag til opdragelsen.

Villads fra Valby
Forfatter: Anne Sofie Hammer
Illustreret af Dina Gellert
96 sider incl. MP3-lydbog
Høst & Søn
Udgivet: 3.02.2009
Birte Strandby