Sekstenårige Mette får konstateret knoglekræft i benet. Den lange og ikke umiddelbart synlige vej til helbredelse går via kemoterapi og indoperering af en metalskinne i benet. Kemoen viser sig at være effektiv omend også behæftet med meget ubehagelige bivirkninger. Efterfølgende kommer der en lang genoptræning, en sårbarhed og et psykisk efterslæb, der varer i flere år.

Viljepigen er langt fra den eneste bog på markedet skrevet af et menneske, der har haft kræft. Men måske er det en af de bedre. Fordi den er usentimental, og fordi den kort, klart og jævnligt humoristisk sætter fokus på, hvordan verden opfattes, når man ikke ved hvor længe man har den (verden) – eller sin førlighed.

Illustreret ved starten på først g i gymnasiet, hvor eleverne bliver bedt om at fortælle om deres yndlingsfarve, yndlingsret, interesser:

Jeg interesserer mig for alt, der ikke har med kræft at gøre … at lade være med at få blodnæse, at lade være med at besvime …

Og ved tidsfordrivet i ventetiden på sygehuset:

Det er besværligt at spille pool, når man får kemo. Droppet og stativet kommer let i vejen …

For slet ikke at tale om hvordan man som nyforelsket fortæller, at man er i behandling for kræft, at man er skaldet under parykken og i øvrigt kun kan mødes hver tredje weekend på grund af førnævnte behandling.

Men der er positive elementer: Moren der med held investerer i fjernhealing, støttende og nysgerrige klassekammerater, håbets patient Susanne og omsorgsfulde mennesker på Faaborg Gymnasium.

Af en selvbiografisk sygehistorie at være er det klar og fornuftig læsning uden overflødige detaljer.

Mette de Fine Licht

190 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 10.11.2010