Igen en fremragende roman fra Ib Michael. Michael opholdt sig i på Phuket i Thailand da den store tsunami slog til ved juletid 2004 og udløste en megakatastrofe af død og ødelæggelse. Ved et utroligt held og en gammel vens (nu buddhistmunk) uforfærdede indgriben overlever han med kvæstelser og vågner op i de lokale buddhistmunkenes nødlazaret.

Med sit sædvanlige insisterende farverige sprog, tager han læseren med på en uhyggelig genoplevelse af katastrofen. Han giver en ret fantastisk beskrivelse af den dybe eftervirkning tsunamien havde (og har) på det personligt psykologiske plan. Det er fuldstændigt overvældende at overleve massedød i så kolossalt et omfang. I den post-traumatiske stress-situation bagefter melder sig et ønske om at være usynlig – om at begynde livet forfra med en helt ny identitet. Det fører til at han tager en tegnebog fra en af de døde for at iføre sig vedkommendes identitet.

For at bearbejde og forlige sig med den uhyggelige oplevelse bliver han et helt år på øen for at hjælpe med genopbygningen og komme tilbage til livet – og skrive.

Samtidig med beretningen om året i Thailand griber Ib Michael igen ned i den gamle erindringspose og serverer oplevelser fra sin aktivistiske hippie – og indisk guru – tid i sidste del af 60’er og begyndelsen af 70’erne. Der er sjove anekdoter fra hans oplevelser ved demonstrationerne mod Verdensbanken og Vietnamkrigen. Vi følger med i hans tid med kæreste og barn, og vi får en humoristisk og heldigvis også lidt selvironisk beretning og hans tid som cølibat-discipel af en indisk (fup)guru med stor tilhængerskare i Danmark. En tid med syrerock og psykedeliske eksperimenter og skæve bands som Steppeulvene og de gamle christianshavner gutter med Kim og Franz, der siden er blevet ren kult.

Det er også god karma at romanen ikke virker som en undskyldning eller hvidvaskning af Ib Michael. Han sætter ikke sine egotrip i skygge, men udstiller dem åbent i historierne. Det er vand under broen og liv der er levet usentimentalt set og fortalt i Michaels perspektiv & what long strange trip it’s been…..

Ib Michael citerer en tibetansk sentens: ’Vi træner hele livet for i dødsøjeblikket at kunne opløse kroppen i en regnbue.’ Ib Michael er i fuld gang med at male sin.

Forfatter: Ib Michael

372 sider

Forlag: Gyldendal

Udg.: 27.03.09