Kollektiv roman om svigt og svaghed på 100 måder. Romanen foregår i Stavanger, og den første karakter vi møder er Pål. Han er far til to døtre, hans kone har forladt familien, og Pål har en svaghed og et problem. Han har selv en løsning på problemet, men det viser sig at være en temmelig dårlig løsning.

Sandra er ung og dybt forelsket i Daniel William. Hun er opvokset med en stærk tro, han har trods sin unge alder en skummel børnehjemsfortid, han bor hos en plejefamilie, og så har han gjort et katastrofalt indtryk på plejefamiliens døve datter.

I et parallelsamfund bor de to søskende Jan Inge og Cecilie. Deres mor er død af druk, og deres far er flyttet til Houston. Hos Jan Inge og Cecilie bor Cecilies kæreste og Jan Inges kollega udi forskellige ulovlige forretninger, Rudi. Rudi er romanens mest interessante personlighed, men måske også den mest karikerede: Han er stor og hårdtslående og Cecilies kæreste til døden. Samtidigt er Rudi en forunderlig blanding af vold, dumhed og lejlighedsvis poesi:

Nu er onkel efterår kommet på besøg, men han ligner tante sommer, og før vi ved af det, så står vi til anklerne i bedstefar sne…

Cecilie opdager, at hun er gravid. Hun er ikke sikker på, at Rudi er faren, og det giver problemer af den slags, man kan dø af. På hver deres bane og med periodiske sammenstød vandrer karaktererne ad den stenede og brutale vej mod fortabelsen.

Mørke karaktertegninger, jævnt optrappende konflikter, og en grotesk til tider voldelig humor præger undergrundstilværelsen i Stavanger.

På youtube kan man finde et soundtrack/booktrack til Vi ses i morgen sunget af Janove Ottesen. Booktrack er sædvanligvis en app, der lægger lyd til en ebog og forsyner den med eksempelvis den musik, der lyttes til i romanen, men i dette tilfælde er det en kort musikvideo.
Tore Renberg

Oversat af Sara Koch
558 sider
Gyldendal
Udgivet: 11.04.2014