Stress vil kunne forstås som resultat af enten en direkte blokering af fornemmelsen af ens egne fysiologiske reaktioner, eller af en overlagt eller uoverlagt fejlfortolkning af dem.

Stress var neandertalerens overlevelsesværktøj. Aktiveringen af stresshormonerne betød, at man fornemmede en fare og var klar til at kæmpe eller flygte. Desværre betød det også, at man fik en slags tunnelsyn og dermed havde mindre overblik og tænkte mindre kreativt, men et praktisk værktøj var det. I dag er det ikke så nødvendigt, som det var for neandertaleren. Vi har ikke så tit brug for at flygte eller kæmpe, men vi udvikler stadigt stresshormoner, og stress er blevet til en folkesygdom. Når vi er i en stresstilstand i lang tid, bliver det problematisk.

Ifølge forfatterne til Velvilje – Ledelse & filosofi mod stress er et af problemerne med stress, at vi opfatter fænomenet som den enkeltes problem hos den der glemmer at sige fra i tide. Men stress skyldes ikke kun den enkelte, der glemmer at sige fra, og ej heller kun lederen eller kun kollegerne, men nærmere den samlede organisation og kulturen i organisationen. Med den erkendelse er det også muligt at foregribe stress, og her kan den filosofiske tilgang bidrage med sin forståelse af de følelser der forårsager sygdommen. 

Indledningsvist slås det fast, at stress er en belastningstilstand der opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har eller oplever at han/hun har. Det kan dreje sig om både underbelastning og overbelastning, det første som under covid når isolationen betyder, at man får for få udfordringer, og overbelastning, når man har flere og/eller mere krævende opgaver, end man kan tackle og dermed føler, at man mister kontrol. 

Der er forhold der kan mindske risikoen for stress i jobbet: indflydelse, mening, forudsigelighed, social støtte, retfærdig belønning, passende krav, og det er i høj grad forhold der indgår i organisationskulturen, en kultur der har været undervejs i mange år påvirket af blandt andet new public management og vedligeholdt af et stadigt mere krævende samfund – og af 

‘de massivt og aggressivt robuste, der er mentalt døve og stumme for deres medmenneskers tilstand – som med skyklapper kæmper for at flyde ovenpå. De fundamentale stressorer er og bliver lederens, kollegaens og samleverens mangel på etisk og moralsk selvbevidsthed, og det er derfor, et filosofisk perspektiv på stress er vedkommende.’

Vejen til det samfund der gør folk syge beskrives i indledningen, og efterfølgende beskrives hvorfor stress er en eksistentiel tilstand og derfor kan detekteres på et tidligt stadium, hvis man er opmærksom på sine følelser og hvordan disse ændrer sig.

Overordnet kan man genkende meget i Velvilje om vores stressede samfund, og der er masser af læring at hente for den enkelte, for lederen og de andre i organisationen. Der er ingen tvivl om, at problemet er fælles, og at løsningen er et fælles ansvar. Og man kan overveje, om den stigende stress hænger sammen med vigende natur, mere motorvejsbyggeri, mere belastende trafikstøj. Som forfatterne skriver:

Vi er genetisk disponerede for at blive mere afslappede i naturlige omgivelser som skov og strand.

Forfatterne har væsentlige pointer. Skulle man komme med en indvending er det, at kapitlet om livsvilje og lidenskaber der tager udgangspunkt i Aristoteles ledsages af en gennemgang af de græske ord og udtryk. Det er ikke uinteressant, men er lidt et sidespring i forhold til at læse bogen effektivt, hvis man for eksempel skal udvikle sin organisation til at være mere stressresilient.

Velvilje

Ledelse & filosofi mod stress

Ole Fogh Kirkeby og Ole S. Rasmussen

258 sider

ContentPublishing

Udgivet: 2021

Birte Strandby