”Vegansk julemad” er den anden kogebog af den aarhusianske madblogger Thomas Erex. Han debuterede i 2017 med kogebogen ”Veganske livretter”. Den blev modtaget med stor begejstring.

I ”Vegansk julemad” forsætter Thomas Erex i den samme stil som i kogebog nr. et. Han laver vegansk julemad, der ligner det velkendte og klassiske, men tillavet på plantebaseret vis. Thomas har nemlig en mission om at vise, at du som vegetar og veganer stadig kan fejre en traditionel jul, der også madmæssigt minder om det, du kendte og holder af. Derfor giver han i sin julekogebog en perlerække af gode grønne opskrifter til julefrokosten, julemiddagen og på julebag.

Alle opskrifter er veganske. De er altså helt uden enhver form for animalske produkter. Er man ny i det grønne køkken eller søger man inspiration i kogebogen fordi man har en pårørende der er veganer, så er der gode råd at hente i det indledende afsnit om ”Særlige ingredienser”.

I kogebogens første del finder du opskrifter, der er ideelle til julefrokoster. Her er alt fra falske fiskefileter (krigsfisk) af paneret pastinakskiver til pseudo-sild af aubergine, der også er kendt som en klassisk fiskeerstatning i det grønne køkken. Du kan også glæde dig over en lækker omgang juledeller og leverpostej med sky af rødbedesaft og bacon af rispapir.  Der er med andre ord kælet for detaljerne, så oplevelsen bliver så tro imod traditionerne – kød eller ej. 

Derpå følger en stribe opskrifter på retter til julemiddagen. Igen går Thomas Erex traditionelt til værks og formidler opskrifter på mock duck (en særlig form for seitan – hvedekød – der i konsistens og udseende minder om andekød), nøddepostej, seitansteg og tilbehør i form af brun sauce, stuvet kål og kålsalater. Det er alt sammen mere eller mindre klassikere i det kødfrie køkken. Men her får man alle opskrifter samlet og gennembearbejdet. Det er tydeligt, at Thomas Erex er dygtig til at arbejde med smage (bevidst om vigtigheden af umami) og konsistenser.

Overordnet set er opskrifterne enkle at gå til. De er pædagogisk formidlet. Her og der kunne forfatteren måske øge bogens brugsværdi yderligere ved at angive alternative ingredienser. Eksempelvis anvendes en broccolistok i julefrikadellerne. Det er for så vidt en god måde at få brugt rester på. Men har man det ikke, så kunne det være hensigtsmæssigt med et alternativ. På samme vis anvendes Vegegel til rødbedeskyen. Mange ville nok have glæde af at vide, at de også kan lave skyen med agar agar (gelatine af alger). Nøddepostejen er et oplagt bud på hovedret til én person. Den laves med sød kartoffel. Jeg ville nok foreslå alternative rodfrugter eller evt. græskar for at gøre opskriften mere anvendelig.

Ingen jul uden søde sager! Derfor slutter bogen med opskrifter på lidt julegodter og julebag. Her kunne Thomas Erex sagtens skrue op for ambitionerne og fx dele flere småkageopskrifter. Jeg er desværre uforstående i forhold til valg af kokosmælk til risengrød. Det smager efter min mening igennem. Ellers skal man være specifik i forhold til at foreslå et bestemt mærke. Alternativ er mandelmælk ideel, da den formår at bibeholde grøden hvid og indbydende. Også risalamanden har jeg bemærkninger til. Dels savner jeg sukker i opskriften, og dels undrer det mig at forfatterens beskrivelse af arbejdsprocessen ikke er lidt mere præcis. Han noterer blot, at man vender flødeskummen i grød, mandler og vaniljesukker. For at opnå en let og lækker risalamande er man jo nødt til at vende flødeskummen ind i grøden gradvist – og ganske forsigtigt – så luften ikke bliver slået ud af den. Når det er sagt, så kan du glæde dig til skønne veganske vafler og æbleskiver mm.

Trods små skønhedsfejl er ”Vegansk julemad” intet mindre end en herlig julegave til alle plantespisere og deres familier. Med denne bog bliver det meget nemmere at planlægge en jul, der tilgodeser alle. Thomas Erex´ mad smager så dejligt, at du sagtens kan gange opskrifterne op, så kødspiserne også kan få grønt på gaflen. Bogen vil være et hit hele året, da du fint kan plukke opskrifter ud til pålæg eller til gæstemad.

”Vegansk julemad” er en flot bog, der emmer af grøn juleglæde. Opskrifterne er velvalgte og læner sig op af de velkendte juleklassikere, men her er de lavet med alt fra linser, nødder, plantebaseret fars til seitan (hvedekød). Lur mig om ikke de ikke vækker juleglæde hos hver og en der smager!

Vegansk julemad. Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost

Forfatter: Thomas Erex

Forlag: TURBINE

102 sider. Hardback. Illustreret

Udgivelsesdato: 11. 10. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg