Solvejs kæreste forsvinder under arbejdet på et forskningsprojekt i Grønland. For Solvej går livet i stå, og kun Verners ekskones ihærdige interesse for Verners efterladenskaber får sparket Solvej ud af den fælles lejlighed og videre. Med sin gamle ven Olavs hjælp flytter Solvej ind i en gammel husbåd, og der oplever hun den ro og isolation, der langsomt skubber livet tilbage i hende. Måske en rekreation i lighed med den soldater der har været i krig, kan have behov for?
Olav er klippen, der støtter hende, og da hun kommer op til overfladen igen, får han brug for hendes hjælp for at komme nærmere på den kvinde han elsker, grønlænderen Helene. Olav er ikke i tvivl om, at Helene er kvinden i hans liv, men Helene mener, at han lyver for sig selv, og deres forhold virker da også påfaldende konstrueret og uden de gængse ligheder med kærlighedsforhold.

Solvej har på sin side et kort, lidenskabeligt møde med Leo og hans skib Kraka, og det sætter gang i hendes tilbagevenden til det virkelige liv med al dets krav og drifter.

Rolig fortælling med mange detaljer som det også ofte er tilfældet i selvbiografier, men smukt formidlet i stemninger og billeder og uden at være påtrængende som selvbiografien kan være det. Det er let at fatte sympati for Solvej og hendes måde at leve og overleve på. Da Helene flytter ned til hende i båden, aftaler de af hensyn til miljøet i lukafet, at alle meningsudvekslinger udover fem-ti ligegyldige sætninger skal foregå på dækket, hvor der er mere plads og luft.
Iben Mondrup

270 sider
milik publishing
Udgivet: 2009