Novellesamling om skæbner på sygehuset, om den overvægtige kvinde der netop har fået amputeret et underben på grund af diabetes. Som om det ikke var galt nok, så har hun også bemærket, at hun ikke har følelse i det andet ben. Hun havde ellers lavet en plan for et liv med mindre chokolade. Kun et stykke Quality Street hver aften sammen med kaffen. Det blev for svært at styre, og der kunne ikke hentes megen støtte i familien.

I Ægtefællen sidder en kvinde ved sin mands seng. Han har haft en hjerneblødning, og hun har ikke været i kontakt med ham længe. Det handler mest om ventetid, men han er ung og stærk, så han må da vågne.

Nærmeste pårørende handler om en ung kvinde der bliver kaldt til sin døende fars sygeseng. Hendes reaktion forbløffer, men det viser sig, at hun har tragiske grunde til at reagere som hun gør.

Alle noveller foregår i nærheden af en sygeseng, men det betyder på ingen måde, at de er kedelige. Tværtimod findes dramaer i enhver størrelse og udgave, og læseren bliver stillet overfor mange væsentlige spørgsmål. Hvad betyder det for eksempel for ens professionalisme, hvis en af de patienter man skal drage omsorg for, er morder og pædofil?

Der er flere spørgsmål til det professionelle dilemma. Et forkert valg eller en opgave der forsinkes på grund af en anden pligt kan betyde liv eller død for en patient, og hvem afgør om man har valgt rigtigt?

Indfølende og velskrevet om mennesker ved den yderste kant. Stærke og svage, optimistiske og resignerede.

Varme hænder

Mette Klint

140 sider

mellemgaard

Udgivet: 09.02.2018

Birte Strandby