Vampyrens mærke er første bind i en ny vampyrserie Nattens Hus. Vi kommer ind i en ganske almindelig hverdag på et amerikansk gymnasium, men vi finder hurtigt ud af at denne verden ikke er helt almindelig. Her er både spøgelser, vampyrer og magi.

En dag på gymnasiet bliver den 16-årige Zoey mærket i panden af en vampyrudsending. Det betyder, at Zoey er et af de mennesker, som snart vil begynde at forvandle sig til vampyr. Forvandlingen til vampyr er langtfra ufarlig. En del dør under den flerårige forvandling, fordi deres kroppe simpelthen ikke kan klare omstillingen.

Vampyrerne er ikke særligt populære blandt menneskene. Vampyrer er for magtfulde og langtlevende til at mødes med andet end frygt og misundelse. Når en teenager begynder forvandlingen, bliver vedkommende dødelig syg, og må søge til vampyrskolen, Nattens Hus, for at have en chance for overlevelse.

På vampyrskolen følger vi Zoeys fem-årige uddannelse og udvikling til fuldblods vampyr. Det er et spændende fantastisk fortælling om en temmelig anderledes kostskole, hvor de unge vampyrlærlinge ud over at slås med de samme teenager-problemer som alle andre også skal klare forvandlingen til blodsugende væsner med styr på magi – og det er ikke helt let. Kærlighedslivet kompliceres betydeligt af de blodsugende evner, der er stærkt forbundne med lyst og sex. Blodsugning skaber stærke bånd mellem suger og donor, hvilket ofte viser sig at være rimeligt besværligt.

Der er rigtig god gang i sagerne under Zoeys første år i Nattens Hus. Det bliver spændende at følge udviklingen i de næste bind.

Vampyrens mærke –
Nattens hus 1
Forfattere: P.C. Cast & Kristin Cast

Oversættelse: Anders Vestergaard
268 sider
Forlag: Tellerup.dk
Jan Vandall