I takt med at der udgives pædagogisk litteratur om kunsten at matche eleverne til den statslige målstyring, stiger også antallet af protester mod det begreb forfatterne benævner ren pædagogik, det vil sige pædagogik baseret på former, procedurer, manualer og koncepter, som resulterer i – med Svend Brinkmanns ord: – erhvervet viden … værdifuld i det omfang den kan måles og bruges til noget …

Den urene pædagogik, som bogen hylder, går på indhold, praksis, kontekst og tradition, og ifølge Hans Henrik Hjermitslev handler det om: Uren pædagogik er som kritisk position et opgør med evidensbaserede metoder, kognitive læringsforståelser, målstyring, konceptpædagogik modsat uren pædagogik: mesterlære, professionel dømmekraft, situeret læring og dannelse.

Skulle man stadig være i tvivl om, hvordan begreberne tolkes, så bliver det slået fast i flere af indlæggene, hvis fællestræk er en kritik af dagens skole, som her hos Erik Schmidt:

… Det er os, der må repræsentere den praktiske fornuft og nøjes med at afværge nogle af de ulykker, som den teoretiske og ideologiske fornuft kan forvolde.

Et af Erik Schmidts kritikpunkter er, at der er for mange variabler i en skolehverdag til, at positivistiske undersøgelser og dataudtræk kan levere troværdige undersøgelser til grundlag for beslutninger i ministerier og kommuner.

Det understøttes af Thomas Aastrup Rømer der mener, at undervisningsbegrebet i konkurrencestaten risikerer at miste dets åndsvidenskabelige og politiske forbundethed, og at undervisningen underlægger sig den vidensøkonomiske strukturering af læringsincitamentet. Det er hørt før, og efterhånden er der vel også meget få der er i tvivl om, at subjektive praksiserfaringer er nødvendige for et godt beslutningsgrundlag.

Sagt på en anden måde – og det bliver sagt på mange måder – så er tidens undervisning spærret inde mellem målformulering og evaluering.

Kritikken fylder væsentligt, men der er også klip til, hvad skolen og pædagogikken i stedet bør fremme: motivation, fordybelse og læring fremfor fokusering på hvordan man lærer. Og mere vægt på menneskelige forpligtelser og fællesskaber.

Jan Jaap Rothuizen beretter i Pædagogikkens fortællinger om udnyttelse af pædagogikkens praktiske viden og opsummerer slutteligt i fire punkter nyttevirkningen af hverdagens praktiske pædagogik: 1) god pædagogisk skik, fortalt af flere stemmer, 2) viden om og færdigheder i forhold til rammesætning, 3) en forståelse af hvad der pædagogisk set er relevant i forhold til det enkelte barn, 4) handleparathed.

Thomas Szulevicz påviser, hvordan den rene pædagogik kan fremprovokere mere uro end sædvanligt i klassen. Med henvisning til det britiske uddannelsessystem argumenterer Szulevicz for, at målstyring og test gør skolen til noget, man blot skal gennemleve, og at indre uro kan være forårsaget af manglende motivation.

De mange kritikere diskuterer Hatting, Biesta, Rosseau, Kant, Grundtvig – og Iris Murdoch, og der er al mulig grund til at lytte, når kapaciteterne ruller kanonerne frem, ikke mindst på grund af den negative udvikling i børns mentale helbred de seneste tyve år.

Rent læsemæssigt generes man af de mange referencer, der gang på gang afbryder en ellers flydende læsning, ligesom en fire linjer lang url ikke giver megen mening i en papirbog.

Thomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard & Svend Brinkmann (red.) -Brian Degn Mårtensson – Jan Jaap Rothuizen – Jacob Klitmøller – Hans Henrik Hjermitslev – Frederik Pio – Kirsten Hyldgaard – Thomas Szulevicz – Alexander von Oettingen – Erik Schmidt – Per Fibæk Laursen

Uren pædagogik 3

198 sider

Klim

Udgivet: August 2017

Birte Strandby