Morten Dürrs lille fortælling om Frederik og hans UFO-alarm er en sød og opbyggelig historie, og naturligvis en nem indgang til at tale om problemet hvis man skal sove ude med sin børnehave eller hjemme hos andre af sine venner og har problemer med at holde på vandet om natten. I Denne historie får vi et eksempel hvor galt det kan gå når de andre børn i børnehaven tror, at Frederik virkelig har en UFO-alarm og ikke en tissealarm.
Det kan jo føles lidt flovt at fortælle de andre i børnehaven om problemet med at tisse om natten uden at vågne, men på den anden side er det ikke noget rigtigt drilleemne når der er blevet talt om det i forvejen.
Men Frederik havde som sagt bildt de andre børn ind, at det var en UFO-alarm, der ringede hvis vi fik besøg af fremmede fra det ukendte verdensrum.
Da ungerne skal finde mandskabet fra UFO’en, forvilder de sig ned Metrotogbanen og havner i Kastrup Lufthavn, hvor Frederik, hvis far arbejder i Lufthavnen, kender nogle hemmelige gange så de til sidst står et sted hvor jorden ryster af brølende maskiner og oplyses af enorme projektører. Det er herfra flyene starter når de skal ud på deres rejser til de fremmede byer og lande. Da Frederiks far finder ungerne i lufthavnen midt om natten bliver han temmelig knotten i hovedet med det slemme faransigt – det der bruges til de alvorlige lejligheder, som f.eks. når en hel flok børn forsvinder fra en børnehave midt om natten uden at nogen af de voksne får besked om, at man er på jagt efter UFO’er for at redde verden. En lille fin historie der passer godt ind i førskolebørnenes univers og problemstillinger. Teksterne og billederne er flettet sammen til et hele med teksterne placeret på billedernes store bare flader.
Forfatter: Morten Dürr
Ill.: Otto Dickmeiss
32 sider
Forlag: Carlsen
Udg.: 28.08.2010
5 glober