En af årets mere interessante udgivelser. Fortælleren er undtagelsesvist ikke et menneske, men en gud. Nærmere betegnet Hermes, gennem hvis formidling vi får lidt mere viden om de græske guder herunder Zeus’ kønsliv, der er lige så omfattende, som mytologien hævder og hovedsageligt drevet af de to eneste ting, som de evige guder ikke kan opnå: Kærlighed og død. I nærværende roman forfører Zeus en kvinde, Helen, idet han foregiver at være hendes mand. Helen er svigerdatter til matematikeren Adam, der ligger døende i samme hus, mens Hermes holder morgenrøden tilbage for at give de elskende tid.

Hermes selv taler med læseren om menneskenes skepsis overfor guderne, og han erklærer, at guderne aldrig har svigtet, men at menneskene er holdt op med at tro på dem eller gået over til at tro på noget andet. Hermes fortæller også om den omhu guderne brugte på skabelsen af det forhåndenværende univers: – til hvilken nytte? Så de muddermænd som Prometheus og Athene skabte, kan tænke på sig selv som skabningens herrer.

Fra Hermes flyttes fortælleren over i den døende mand, der tænker på sine børn, på svigerdatteren og på sine oplevelser med kærligheden. Familien er samlet i huset og går til og fra værelset med den døende, indtil Benny dukker op og miljøet ændres. Den lange venten på døden udgør hele spændingskurven. Det er ikke meget handling, men romanen har et spændende sprog og interessante nytolkninger/revisioner af den fælles historie: For eksempel er Sverige uafladeligt på krigsstien og Maria Stuart skulle have overtaget kronen efter at have fået halshugget sin forgænger, Elisabeth.

John Banville
Oversat af Sara Koch
256 sider
Turbine
Udgivet: 30.06.2014