Laurence Heller er ph.d. og seniorlærer i SE (Somatic Experience) og har nedfældet sine erfaringer omkring udviklingstraumer i denne bog. Hans projekt lykkedes først, da han inddrog Aline Lapierre i arbejdet med bogen. Hun har udviklet Neuroaffective Touch, som indgår i den metode, forfatterne gennem bogen også ønsker at præsentere, som hedder NARM – NeuroAffective Relational Model.

Interessant, fordi arbejdet bygger på en meget stor indsigt i og erfaring med Somatic Experience, en behandlingsmetode, der er skabt af Peter Levine, og som har opnået stor succes i Danmark. SE retter sig primært imod mennesker, der i voksenlivet har været ude for traumatiske begivenheder. Disse to forfattere, har således erfaring i at arbejde med, hvad traumer i opvæksten betyder for hjerne og nervesystem og giver sine erfaringer videre om hvordan man kan hjælpe de voksne mennesker, der er tidligt traumatiserede.

Forfatterne foreslår at de fleste emotionelle problemer kan føres tilbage til fem biologisk organiserende principper; behovet for kontakt, afstemning, tillid, autonomi og kærlighed/seksualitet. Og præsenterer en metode, der har både en kropslig og psykologisk tilgang og stiler imod at bedre klientens selvregulering, selvbillede og evnen til kontakt. De kalder metoden relationel, men det, de præsenterer synes snarere at tage afsæt i SE, gestaltterapi og kropslig karakterstrukturforståelse, som man kender fra den nyere bioenergi.

Det er tydeligt, at der ligger et overbevisende klinisk grundlag bag, forfatterne har haft mange klienterne mellem hænderne. Bogen er inspirerende at læse, blandt andet fordi der er gode præsentationer både af kliniske cases samt af terapeuternes direkte interventioner. Der er mange spændende refleksioner og de modeller, der opstilles er gennemarbejdede og giver mening.

Der forklares fx grundigt hvordan en kognitiv tilgang uvillet kan øge klientens problematik, hvis der er dybereliggende udviklingstraumer, og hvordan somatisk mindfulness (bevidst at kunne tracke egne følelser og sansninger i kroppen) er mere kompleks end som så. Betydningen af pendulere imellem fortid og nutid diskuteres, samt pendulering mellem traumer og ressourcer, i forhold til nervesystemets mulighed for at regulere sig. Mange emner beskrives grundigt og det er tydeligt, at forfatterne virkelig har forstået noget grundlæggende om at arbejdede med mennesker med skader i den tidlige tilknytning og er dygtige til det.

Imidlertid er der også passager, som er tunge at komme igennem og spørgsmål, der ikke bliver besvaret. Hvilket teoretisk grundlag ligger forfatterne bag, når der pludselig bringes et langt afsnit om berøring? Tror forfatterne at pendulering til nutiden er nok til at undgå regression? Mener forfatterne virkelig at de nævnte simplificerede og unuancerede typologier i forhold til relationsdannelse er dækkende i forhold til vores nuværende viden? Hvorfor inddrager man ikke mere nuancerede nutidige erfaringer fra relationsverdenen, hvis man kalder sig en relationel metode? Hvordan forholder metoden sig til terapeutrolle, frekvens, varighed og afslutning af terapier, som er et vigtigt emne i forhold til målgruppen?

På den måde kan man sidde tilbage med en smule skuffelse over bogen og dels opleve at have læst noget klart, tydeligt og vigtigt med erfaring bag, men samtidigt føle sig hensat til noget, der har for lidt nyt i sig til at være et bud på en ny metode.

Bogen beskriver individuelle arbejder med selvregulering og personlige arbejder med at kunne være i kontakt og heling af personlige traumatiske sår, med henblik på at lande bedre i sin krop og genvinde bedre livskraft. Men på relationsområdet er bogen svag og ikke metodisk overbevisende.

Samtidigt vil jeg gerne anbefale at læse den, fordi den repræsenterer et frisk indpust på et område, der trænger til at blive belyst og beskrevet yderligere, nemlig hvordan vi med en neuroaffektiv tilgang og en syntese af mindfulness og kropspsykoterapi i den kliniske praksis kan hjælpe voksne, der som børn er blevet traumatiserede til at genvinde livskraften, hvordan nu’et og kontakten mellem terapeut og klient kan bruges bedst muligt.

Laurence Heller og Aline Lapierre

335 sider

Hans Reitzels Forlag

2014

Anmeldt af Gitte Sander