Det begynder som en Mission Impossible, og Martin – romanens hovedperson – vedbliver at være lidt fantastisk gennem hele handlingen: Effektiv, handlekraftig – og storsindet. Men senere iblandes almindelig dansk tvivl om soldatergerningens formål og berettigelse som i ’Jeg er en hær’ af Lars Husum eller Bombaygryde af Jens Blendstrup.

Martin har ellers indrettet sig ideelt. Han har et lille firma, der bekvemt kan undvære ham, når han påtager sig opgaver for efterretningstjenester. Han har en sød kæreste, der ikke studser over hans periodisk lange tjenesterejser, og så arbejder han jo for de gode. På den seneste opgave skal han hente en sheik og to hårdt sårede børn – en opgave der passer til hans idealer, men hans ene kammerat bliver dræbt ved opsamlingen, og der er noget muggent ved hele operationen, der går på andet og mere end imødekomme afghanernes behov for en helteskikkelse.

Langsomt går det op for Martin, at det ikke handler om beskyttelse og krig, men om noget helt andet, der truer både hans idealer og hans liv.

Det er en rigtig drengerøvsroman med masser af god action i det meste af bogen. Der er klip fra øvelserne i den israelske træningslejr, fra gidseldramaet i Entebbe, og Martin er en ren action man af den slags, der reagerer suverænt helteagtigt i pressede situationer, samtidigt med at han røber indsigt i og respekt for værtslandets sæder og skikke. Det harmonerer til gengæld skidt med den tvivl og de overvejelser han render ind i, og de – heldigvis sparsomme – udtryk for sentimentalitet virker let malplacerede. Måske er actionthriller og samfundsrealisme nærmest uforenelige størrelser?
Carsten Norton

256 sider

Politikens Forlag

Udgivet:15.03.2012