Biesta er en af tidens vigtige uddannelsesforskere og en af de efterhånden mange der protesterer mod markedsgørelsen af uddannelse. Markedsgørelsen af uddannelse betyder, at mål og standarder er de samme overalt, at uddannelsessystemer kan købes og sælges globalt, og at PISA måler elevernes kvalifikationer på baggrund af de samme standarder. I 2014 skulle det globale uddannelsesmarked have nået 4,3 trillioner dollars, så der er penge i standardiseringen.

Et af problemerne med denne standardisering er, at markedet sætter kvalifikationer lig med uddannelse. Ifølge Biesta er kvalifikationer kun en af uddannelsens tre opgaver, de to andre er det sociale (socialisation) og det personlige, benævnt subjektifikation, der blandt andet dækker over at vække elevernes sans for og glæde ved at kunne eksistere som mennesker side om side på en moden, voksen måde.

I ni artikler diskuteres forskellige tilgange til Biestas forskning og forfatterskab. Det spænder lige fra den praktiske brug af Biestas teorier i undervisningen til de omstændigheder der har gjort uddannelse til en vare på det liberalistiske marked – og dermed udløst den stigende modstand mod test og PISA-undersøgelser.

En dimension som det prøve- og testbegejstrede samfund ikke tager højde for, er netop det uforudsigelige i en undervisningstime, kunsten at agere på de overraskelser der altid er i undervisningen. Modsat Grundtvig – som på flere områder sammenlignes med Biesta – taler Biesta om, at læreprocessen begynder med modstand, og Martin Blok Johansen fortæller i kapitlet En frustrerende gråzone, hvordan han selv arbejder med en difficiliteringens didaktik, da han præsenterer en fjerdeklasse for en tekst af Franz Kafka

Ikke overraskende finder flere af skribenterne ligheder mellem Bieastas ideer og Grundtvigs, og nogle tilslutter sig – et ubehag ved konkurrencestatstænkning, læringsmål og evidensbaseret undervisning, der minder om et svagt ekko til Grundtvigs: Kundskaber er en god tjener, men først må livet komme.

Uddannelse for en menneskelig fremtid afsluttes med et interview fra 2015 med Biesta om tidens uddannelsespolitik og især den danske. Om faldgruber og de langsigtede konsekvenser. Samlet giver bogen et godt indblik i problemerne med den markedsgjorte uddannelse, og hvad der kan være vejen frem for uddannelsespolitikken.

Lærke Grandjean og Ole Morsing (red.)

Martin Blok Johansen, Leif Moos, Kåre Egholm Pedersen, Lars Emmerik Damgaard Knudsen, Brian Degn Mårtensson, Steen Nepper Larsen, Thomas Aastrup Rømer

Uddannelse for en menneskelig fremtid

Gert Biestas pædagogiske tænkning

191 sider

Klim

Udgivet: 2017

Birte Strandby