En litterær dannelsesrejse for viderekomne. Carsten Jensen har skabt en vellykket kombination af nye essays og gamle artikler fra 1979 til 2010. Det giver en tosidet beretning: Dels om skribentens egen dannelse politisk, litterært og selvbiografisk – uden dog at have nogle af denne sidstnævnte genres mere kedelige karakteristika.

Det er i højere grad en forklaring på, hvordan det der kom i vejen:

Mine metaforers pludselige og ureglementerede tilsynekomster var lige så ubelejlige som børn født uden for ægteskabet.

ender med at blive til et levebrød, der forhåbentligt er lige så berigende for Carsten Jensen, som det er for os andre, der nu har muligheden for at nyde sprog og indsigt.

Den anden side er det politiske udsyn, der er fantastisk formidlet og med sin præcise beskrivelse af historien kalder Maos kulturrevolution for et bestialsk eksperiment i masseterror på græsrodsniveau og i en anekdote spidder det gamle Sovjetunionen:

i Sovjet er det mennesket, der er den største værdi. Derfor er det mennesket, vi låser inde.

Artiklerne er inddelt i perioder og lande omfattende en nøje iagttagelse af verdens gang fra mordet på Aldo Moro, kødannelse i Rusland til krigen i Afghanistan: … verden er et snavset hus…der bliver skudt på rengøringsassistenten, og gulvet er mineret.

Afslutningsvis kommer forfatteren trods alt frem til, at ord er nødvendige, at man skal tro på ordenes magt om ikke andet så af hensyn til efterkommerne. Samtidigt er der en opsang til os alle, fordi vi bliver ved med at vælge ledere, der lover, at verden ikke forandres, hvor vi burde søge modige forandringsparate politikere.

Carsten Jensen

536 sider

Gyldendal

Udgivet: 04.11.2010

Birte Strandby