Alt hvad der ikke slår mig ihjel gør mig mere og mere navnløs
(Have og helvede, Ursula Andkjær Olsen)

Litteraturen er fuld af mennesker der tager ud – eller hjem – for at finde sig selv. Ninna tager i sine forældres sommerhus i december. Hun er højgravid og alene, og det er der en grund til. I det øde sommerhusområde møder hun en gammel mand der også flygter fra en ubehagelig virkelighed

Det begynder stilfærdigt med det flade lys fra Limfjorden og et råd fra en dame i toget om at undgå kaffe under graviditeten. Som en anden Anna Sophie Hedvig røber Ninna midt i den rolige virkelighedsbeskrivelse, at hun er morder. Eller i hvert fald tæt på at være det. Hendes tidligere kæreste, hendes store kærlighed, fandt en anden, og Ninna angreb ham med en saks. Lægerne der mentalundersøger hende, frikender hende, fordi hun er sindssyg i gerningsøjeblikket. Ifølge Ninna var hun sig selv i den renest mulige udgave.

Senere dukker Frank op. Han er sød og kærlig, selvom Ninna har en tendens til at være klæbende og forventer Franks stadige opmærksomhed og vedvarende kærlighedserklæringer, der alligevel aldrig helt får bugt med hendes usikkerhed. Ninna fortæller ikke Frank alt om tiden før ham, og Frank fortæller ikke Ninna alt.

Ninna er jeg-fortæller – en overbevisende af slagsen, naiv og samtidigt snedig, når noget skal holdes skjult – omend ikke så snedig som Frank. Fortællesproget er roligt og præget af detaljer. Kun ganske langsomt går det op for læseren, hvor meget tragedie, der ligger og skvulper i kanten af historien.

Kim Karmark

273 sider
byens forlag
Udgivet: 2015