En dannelsesroman

Eik bor på Ærø med kone og to små børn. Han har et godt job, og hans kone er ved at skabe sin egen forretning. De har valgt Ærø efter moden overvejelse, og bortset fra det pres der kan være på et familieliv med små børn og to jobs, lyder det som om, parret har skabt deres drømmetilværelse. Eik er ganske vist lidt træt af sin progressive, strategifikserede chef der kan alle de ord der skal til for at vinde i bullshitbingo. Men da hans gamle ven Jasper dukker op og viser sig at være succesrig, fri og frigjort fra ‘den store blodfattige middelklasse’, sætter det gang i tankerne hos Eik.

Eik og Jasper drager ud på en slags dannelsesrejse, der skal bibringe Eik den kreativitet han mangler i sit daglige liv. Det bliver en rejse med erkendelser og overraskelser, og Eik bliver en klogere mand.

Slumreland er Eiks eget ord for det liv han lever, ikke et navn man kan hæfte på Ærø, der tværtimod er  overraskende livligt i Mikkel Mosens gengivelse:

Ærøskøbing var øens mest vildsomme og kreative heksekedel – et levende byliv med et bredt udvalg af eksklusive forretninger og vintagebutikker.

Eik, Jasper og det ærøske jetset har dybe diskussioner om velstand, tryghed og frihed, og en del af Eiks søgen minder om Jastraus drukture i romanen Hærværk, som han i øvrigt også refererer til.

Eiks udviklingsrejse er ikke uinteressant omend ganske lang, men taget i betragtning at han er en mand midt i trediverne, der selv har valgt sit liv med flytten-på-landet og små børn, virker hans voldsomme behov for rejsen sært pubertært.

Ud af slumreland

Mikkel Mosen

476 sider

Montagne

Udgivet: 2019

Birte Strandby