”De udskifter øllet med hashen, fjernsynet med beatmusik, monogami med fri sex – og de ser det slet ikke, ser slet ikke, hvor tåbeligt de reproucerer deres forældres verden – en fortrængning erstattet med en ny fortrængning … de skifter komponenterne ud, men bygger den samme dødsyge mekanik.”

Siger hovedpersonen Erik om ungdomsoprøret.

Erik og Grete er ægteparret fra 70”erne, hoppet med på den fælles velstandsbølge. Han er ingeniør, han er med til at bygge landet, og det er ham der undervejs forsyner læseren med løbende orientering om statik og styrkelære, kunsten at bygge broer og til sidst lidt europæisk historie, herunder blandt andet historien om Krupp og en erhvervssucces. Grete er den sidste husmoder, hende der nyder indkøbene, står for dispositionerne, vurderer hvad der giver familien status.
Sammen er de forældre til Arne, der burde være samfundsomstyrter, men i stedet er den der ligger under for ubevidst rødgang – at følge efter en anden, der går over for rødt. Konform i sit oprør. Det er faren, Erik, der repræsenterer revolutionen, ikke hans hippiesøn.

Erik er hovedperson i første del, og den kvindelige jeg-fortæller styrer anden del, mens Erik er den begavede guide og den der forklarer, hvorfor vores verden i dag ser ud som den gør.

Muliggjort af fortællingen bliver det til en fremragende beskrivelse af småborgerlighedens væsentligste epoke, som også Kampmann og Trampe havde fat i, med kollektiver, den første Tvind bevægelse fra dengang det var en bevægelse, og tilløb til oprør på mange fronter som bekendt også på den seksuelle front.

En bedre fortælling om tiden og dens mennesker skal man lede længe efter.

Forfatter: Lars Frost
312 sider.
Forlag: Gyldendal