Engang var det svenskerne, der ikke havde humor. Men efter Torgny Lindgrens Norrland Akvavit og Jonas Jonassons entré på den litterære scene med Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, kan vi ikke længere tillade os den generalisering. Til gengæld kniber det med dansk humor. Der er masser af ironi og sarkasme, som eksempelvis hos Lone Aburas, men den gennemført humoristiske bog er sjælden, og det lykkes heller ikke helt i Tysklandsturen, måske fordi det oftest kammer over i det platte, og personerne er stereotyper, selvom nogle af dem bliver mere nuancerede under den lille udviklingsrejse.

Et odenseansk busselskab kører på en traditionel, men efterhånden uddateret indkøbstur til Tyskland. Med på turen er et ægtepar, der vil købe ind til sølvbrylluppet, en enlig, alkoholiseret mand der savner sin afdøde kone, en enlig kvinde der efterstræber bussens chauffør og så tre drenge fra Hunderupskolen i Odense, der pjækker for at tage ned og købe karameller til sidste skoledag og for at drikke sig fulde.

Af de tre drenge er den ene rå med uengagerede forældre, den anden har dårlig samvittighed og kommer fra et omsorgsfuldt hjem, og den tredje er medløber. Ægteparret består af en stærkt dominerende kvinde – en Mrs. Hyacint som fanatisk økofreak – og en fredsommelig mand. Alle roller udfordres undervejs på den dramatiske tur, der byder på anholdelse, skuddrama, fuldesyge og en lykkelig slutning, hvor de omsorgsfulde forældre taler fornuft med deres samvittighedsplagede søn, mens de diskuterer om det var Kim Larsen eller H. C. Andersen, der sagde, at livet skal leves bagfra og forstås forfra.

Henrik B. Thomsen
245 sider
mellemgaard
Udgivet: 2015