Fra at være en kvik toårig med et stort ordforråd bliver Daniel pludseligt til sprogløs autist. Forældrene får ham testet flere gange. De viser deres små optagelser med drengen der kan synge og tale som toårig til specialpædagoger og læger, og der er ingen tvivl om dommen.

Forældrene især moren værger sig ved at anerkende diagnosen, de nægter at acceptere, at drengen kan ændre sin natur så fundamentalt. Først sent må de erkende, at også de tidlige optagelser afslører autisme. De viser et barn der har et stort behov for at ordne ting, og et barn der kun sjældent har øjenkontakt. Både epilepsi og MMR-vaccine som årsag til autismen er oppe at vende, men aldrig hos de professionelle.

Moren, der er romanens fortællestemme, beretter om livet med et autistisk barn, der kan få vilde raserianfald, den store usikkerhed i den lange periode før de med professionel hjælp må acceptere, at deres ældste barn er anderledes.

Man kan blive ganske udmattet af at læse om forældrenes hverdag med et autistisk barn, myndighedernes langsommelige og uigennemtrængelige kommunikation og morens udmattelse.

Vi førte dine hænder, derhen hvor de skulle, op til sæben, hen til vandstrålen …

Tingene skal gentages og gentages, og oven i kommer så raserianfaldene, og også glimt af kærlighed til barnet.

Det er ret brutal læsning, og man forstår hvor hjerteskærende hårdt det kan være at passe et anderledes barn, men det lykkes forfatteren at tilføre romanen en vis poesi:

Du slog mig. Jeg sagde nej og lagde din hånd roligt tilbage. Du slog mig. Jeg sagde nej og lagde din hånd roligt tilbage. Du slog mig. Jeg sagde nej og lagde din hånd roligt tilbage.

Du rev bøgerne ud af bogreolen, … jeg sagde ‘bøgerne skal stå i reolen, jeg sagde ‘bøgerne skal stå i reolen’, jeg sagde ‘ bøgerne skal stå i reolen’.

Tung tids tale

Olaug Nilssen

Oversat af Karen Fastrup

162 sider

Turbine

Udgivet: 13.03.2020

Birte Strandby