Er det sandt er bind 7 i den herlige børnebogsserie Troldeliv, som har begejstret både både de små poder og de voksne, som læser bøgerne for dem. Som sædvanligt er det Valhalla-Madsen, der står for de aldeles fortrinlige tegninger med rigtig troldestemning. Troldene er ikke meget for lys, og de færdes kun udenfor om natten, når den væmmelige gule sol ikke skinner på hele skoven – man sover da om dagen.
Denne gang skal troldeskatten luftes – eller rettere månestråles. En gang om måneden skal hele skatten have en god gang måneskin for ikke at miste alle de magiske evner, så den lidt vrisne troldefatter Wrisil smække med låget på den store skattekiste for at kalde på mutter og de ti livlige troldeunger, der alle skal give en hånd med for at få skatten op på jorden til en gang måneskin og ned igen i troldehulen inden solopgang.
De små troldeunger laver selvfølgelig ulykker, så fatters store troldekrus bliver væk. Det er en katastrofe, for det er fatters største skat, som kan få mennesker til at gøre alt, hvad trolden ønsker.
Undervejs i historien har den lille troldetvilling Paja mange problemer, fordi ingen af de andre vil tro på hans mange forskellige historier. Paja synes, at alle hans historier næsten er sande. Han har jo praktisk taget oplevet det hele, og det er ikke altid lige let at skelne mellem fantasi og virkelighed. Og hvis ens drømme også er blandet ind i det, så har man jo oplevet det hele som virkelighed. Men de andre trolde synes bare, at Paja er fjollet med sine fantasihistorier, og fatter bliver bare sur, da Paja forsøger at advare med at stille det magiske krus op i måneskinnet.
Til sidst får Paja dog lidt oprejsning, da hans drøm om kruset får den rigtige fortolkning, og det magiske krus bliver fundet.
En rigtig god historie i den rette børnehøjde. Den er lidt spændende, og der er masser at tale om i forbindelse med fantasier, drømme og virkelighed, noget mange af de små godt kan løbe lidt sur i ind i mellem. Og det er rigtig rart, når nogen gider at lege med i ens fantasihistorier, så de kan vokse sig større og større. Fantasien skal naturligvis have lov til at få det store vingefang, og det får den så sandelig i Bøes og Madsens finurlige troldeunivers.
Forfatter: Sissel Bøe
Ill.: Peter Madsen
40 sider
Forlag: Carlsen
Udg.: 15.02.2011
5 glober