I et betændt sydsjællandsk miljø foregår denne krimi, der er karakteriseret af et korrekt og pletvist tungt sprog: … foranlediget af nattens begivenheder, bemeldte frue, befordre større talelyst. Handlingen bliver ganske indviklet i slutningen, men der er flere gode mord:

Det første lig skyller i land på Sydfalster og mangler både hoved og fingre. De næste to  lig er muligvis resultatet af et narkobaseret opgør mellem en rockerbande og en columbiansk smuglergruppe. En journalist finder et spor til en bedemand. Hvorefter bedemanden findes dræbt. En politiker bliver kørt ned af en flugtbilist. Det viser sig, at alle mordene hænger sammen.

For drabschef Christian Dahl ser der ud til at være en forbindelse til den selvbestaltede columbianske befrielseshær FARC, der viser sig at have danske støtter. I politiet hylder man indledningsvist en teori om venstreekstremistisk vold, men det giver ikke megen mening, da de dræbte er venstreekstremister. Senere går PET og politiet over til at se nærmere på det svenske, nynazistiske miljø. Konspirationsteorierne skifter så at sige fra dansk venstreekstremisme til svensk højreekstremisme, og imellem vold og mord bliver der også en mulighed for en lille, personlig hævn.

Dahls ægteskab ligger i ruiner. Det får ham ikke til at forsøge at reparere på forholdet. Tværtimod forelsker han sig – noget uprofessionelt – i en ægtefælle til en mistænkt. Han er klart en sand action man, og bevæger sig i pressede situationer med en leopards adrætte spring. Det forhindrer ham ikke i jævnligt at få tæsk, men trods hyppige bank og trusler på livet lykkes det ham at gennemskue den efterhånden meget indviklede sag.

Poul-Henrik Pedersen

219 sider

mellemgaard

Udgivet: 30.09.2013