Underholdende ungdomsroman med Gummi-Tarzan som hormonstyret teenager.

Det er hårdt at være teenager. Det kan Tobias dokumentere. Han er klassens foretrukne mobbeoffer: Lille og splejset og dansklærerens ubestridte kæledægge – nederst i fødekæden og dybt forelsket i Melissa, der så klart er øverst i den lille splittede niende klasse, der består af en emoklike, en popdulleklike, et scooterslæng, og så to der absolut ikke er med i nogen af klikerne. Udover ubehaget i klassen, er der noget med Tobias’ far, der er stukket af til USA, og så er der Ronnie, der ganske vist er blevet smidt ud af skolen, men som ikke tøver med at uddele dummebøder efter forgodtbefindende. Barske realiteter, og Tobias bruger da også mest sin tid på at drømme om Melissa og om sig selv som hendes ridder. Engang i mellem forsøger han også at tale med hende, hvad der dog kun udløser nogle lammende stød i hjertekulen. Men så kommer der alligevel en heldig krimiagtig udvikling til sidst, og Tobias får afprøvet både rollen som helt og som skurk.

Personer såvel som samfund er let karikeret: De unge ser Paradise Hotel, men de ser også et program ’Håneretten’, hvor publikum får mulighed for at dyrke verbal ydmygelse i endnu højere grad, end det pt. er muligt på almindeligt tilgængelige programmer. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at den lille døende bys iværksætterpris går til indehaveren af en pornoforretning, der åbner en netside med børnepornografisk indhold.

Men alt ordner sig i overensstemmelse med allerede vedtagne moralbegreber styret af en forfatter, der ikke helt overbeviser om fortællerens kun 15 år.

Anders Johansen
Tranedans
222 sider
Modtryk
Udgivet: 13.04.2010
Birte Strandby