Det er en række stærk sansefulde, sprogligt enkle og stemningsmættede digte, som Pia Tafdrup har sat sammen i sin nye digtsamling.

Samlingen er udsendt som en del af Statens Kunstfonds projekt: ”Hærvejen”, hvor Pia Tafdrup har fået til opgave at benytte substantivet: ”Vandringsmanden” som et overordnet tema.

Samlingen er delt op i tre: Indledningsvis beskrives jegets lykkelige og oplevelsesrige barndom i Nordsjælland. Dernæst følger 56 digte, hvor jeget drager ud i verden, og læseren følger vandringens mange faser.  Til sidst vender hun hjem igen og giver den viden og kærlighed, hun har fået af både familie og steder i den globale verden videre til det barn, hun kaster op i luften og som skal føre familien videre.

Denne opdeling minder stærkt om en dannelsesroman: hjemme, ude og hjemme igen. Kærlige forældre derhjemme, mens verden udenfor opfattes som mere kompleks.

Tonen er optimistisk, trods de ofte lidt barske digtfortællinger f.eks. morens flugt til Sverige i oktober 1943. Familien synes at have været et stort plus for den videbegærlige pige, der slugte alle de gode bøger og nysgerrigt så til, når hendes far fortalte om og viste hende: lavalignende sten, som var rester af meteorer, som var faldet ned. Det er altså ikke blot Danmark og jordkloden, som optager Pia Tafdrup, men tillige hele universet.  Det er i bevægelsen med luften og vinden, at verden lever, hvilket tydeligt ses i det korte digt: Kompas:

I omfavnelsen ser jeg/en fugl passere – /  dens vinger, dens bevægelse frem./ Ser i morgen flyve væk, / men først lande her/ i et magnetisk nu./ Kompasnålen dirrer, / dagene/ pil efter pil på vej./ Mine fodaftryk i mange lande, / men langt flere i drømmenes aske.

Digtene kan ses som nænsomme erindringsglimt, sat ind i en letfattelig ramme, hvor familien berøres med en blid røst, mens naturens stærke elementer råder overalt.

Forfatter: Pia Tafdrup

89 sider.

Gyldendal, 2010