Den chilenske prisvinder, Alejandro Zambra, forfatteren til Bonsai har skrevet Træernes privatliv i samme særlige fortællestil, der udlægger hverdagens trivialiteter på et tæppe af de underliggende trusler, som tidligere herskede i det chilenske samfund. Netop dette at Chile nyligt var et diktatur af den slags der kan få mennesker til at forsvinde, sætter hovedpersonen, Julian, i kraftigt relief, fordi han netop ingen døde har i sin familie – i modsætning til mange af studiekammeraterne og omgivelserne generelt. I Julians fortid var der intet at flygte fra …

Zambras stil er bemærkelsesværdig af flere årsager. Dels henvender han sig jævnligt til læseren med regibemærkninger: I denne historie er der ingen fjender. Dels er handlingen – hvis man kan kalde det det? – neddæmpet og ikke essensen af værket.

Julian har giftet sig med Veronica, der har en datter, otteårige Daniela. Julian fortæller Daniela historier om træer, når hun skal sove. Han underviser i litteratur, og om søndagen skriver han selv. Som han fortæller sin kones datter, i livet er det meget almindeligt, at man ikke er det man gerne ville være. Man ønsker altid at være noget andet. Romanens udspiller sig en aften, hvor Veronica ikke kommer hjem fra sin aftenskole. Julian beroliger Daniela men gennemtænker senere forskellige scenarier, så han har en forklaring til barnet næste dag.

Der er ikke de store personbeskrivelser udover Julians: Han er meget grimmere end Danielas far, og han er yngre, mindre hvid, mindre dum og mere forvirret. Desuden ved vi, at han læser for mange Paul Auster romaner

Romanen rummer megen kritik af mellemklassen og det chilenske samfund:

I Chile er det ikke så katastrofalt at undervise i italiensk lyrik selvom man ikke kan italiensk…

med overvægtige personlige trænere og yogalærere, der ikke kan undervise uden først at indtage en generøs dosis antidepressivum.

Alejandro Zambra

Oversat af Liv Camilla Skjødt

117 sider

Skjødt Forlag

Udgivet: 05.12.2014

Birte Strandby