Tom Gates

Totalt suveræn (til det meste) 5

Tom Gates-bøgerne er oversat til 42 sprog og solgt i mere end 6,7 millioner eksemplarer på verdensplan. De udmærker sig ved en lykkelig komposition af tekst, graffiti og tegninger. Det visuelle indtryk gør bøgerne let tilgængelige og kan også virke en smule forvirrende, men signalerer samtidigt at det måske ikke er så vigtigt, i hvilken rækkefølge man absorberer tekst og tegninger. Det betyder ikke, at der ikke er en klar linje i Toms livshistorie, for det er der bestemt, men blot at man kan vælge niveauet af fordybelse. Kunne man forestille sig, at det virker attraktivt på begynderlæseren?

Noget andet der kan virke attraktivt for begynderlæseren er Toms personlighed. Tom er et udadvendt og nysgerrigt barn. Han har mange ideer, og han har jævnligt vanskeligheder med at forholde sig til regler og autoritære voksne. Desuden har han en irriterende storesøster, så det er muligt for de fleste børn at forholde sig til Tom og hans humoristiske udlægning af egne kampe med tilværelsen.

I denne, Totalt suveræn, tager Tom på lejrskole. Her møder hans klasse nogle jævnaldrende fra en skole med mere eksemplariske børn. Det bliver optakten til nogle seriøse pranks, et tømmerflåderæs og en samtale om indsmuglede sovedyr. Det er også fortællingen om at gå ud og spise med forældrene og opdage, hvad det er for et fritidsjob storesøster Delia har fundet.

Totalt suveræn (til det meste)

Tom Gates 5

Oversat af Kim Langer

366 sider

Udgivet: 2018

 

En lille smule heldig 7

I denne syvende bog om Tom Gates lærer vi om vigtige tekniske installationer såsom et Tak-o-meter, hvor man kan udtrykke sin taknemmelighed og et Irritations-o-meter, hvor man kan indstille irritationsniveauet på naboens datter, der generer Toms band på det groveste. Det handler også lidt om, hvordan far lærer Tom at bygge drage, så han ikke behøver at hænge foran fjernsynet.

Og så er der indslag om, hvordan man begår sig, når man er på besøg hos økologiske naboer, hvordan man bedst provokerer sin irriterende storesøster, og hvordan man undgår at blive snuppet, når man har taget af mors snacks. Der er masser af tricks til overlevelse, og det kan være nødvendigt, når man er Tom. I sandhedens interesse skal nævnes, at de ikke alle er lige gode.

En lille smule heldig

Tom Gates 7

Oversat af Anne Lund Gillesberg

272 sider

Udgivet: 2018

 

JA! Nej. (Måske …) 8

Her dukker den irriterende storesøster Delia op næsten fra begyndelsen, og Tom indleder sin dag med kamp for morgenmaden. I skolen går det lidt bedre. En virus har angrebet flere i klassen, og deres lærer siger, at børn det har det dårligt eller hoster meget skal blive hjemme. Det får børnene til at hoste kraftigt, men det bliver deres lærer der går hjem. Til gengæld kommer skoleinspektøren for at tage sig af klassen, så Tom får en frygtelig følelse af, at det bliver den værste time i hele verden. Tom er klar med en nødplan, men det går ikke så galt.

Her er også noget om klassens loppemarked, og om hvordan Marcus ville se ud, hvis han langsomt blev forvandlet til en trold.

Der er mere tekst i denne Tom Gates-bog, og graffitien er lidt mindre vild. Underholdning er der nok af, og man får også et lille indblik i det engelske skolesystem og hvordan det adskiller sig fra det danske.

Ja! Nej. (Måske …)

Tom Gates 8

L. Pichon

Oversat af Anne Lund Gillesberg

264 sider

Høst & Søn

Udgivet: 12.02.2019

 

Birte Strandby