To soldater er Roslund og Hellströms sjette krimi. De to svenskere har et rigtig godt greb om genren, oe får farvet nogle fremragende fyldige billeder af personerne i deres bøger. Soldaterne, de to bandeledere Leon og Gabriel, følger vi langt ind under huden. Fra hver sin side af fængselsmuren er de i fuld gang med at arrangere deres gangs opstigning til Sveriges folkefjender no. 1. De planlægger en spektakulær flugt fra ét fængsel efterfulgt af yderligere fangeflugter fra to andre fængsler, og så går de ellers i gang med deres krig mod samfundet.
De er født på bistands-Sveriges bund. Vokset op i en ghetto og allerede i en alder af 12 år fuldbefarne som pushere og transportører af drugs. Benhårde vokser de gennem hele systemet af forskellige pædagoger, psykologer og ungdomsinstitutioner og som 15-årige er de i gang med at forme kernen i en fast sammentømret kriminel gruppe. Banden udøver mange former for kriminalitet fra afpresning og narkohandel til indbrud, røverier og våbenhandel. De planlægger også et demonstrativt stort afpresningsforsøg mod staten med trusler om sprængning af hele boligblokke.
Det er en uhyggelig roman fyldt med fuldstændig samvittighedsløse mennesker. Det bliver i rigelige mål demonstreret hvordan menneskeliv ikke betyder det fjerneste for ægte psykopater. Banden, som nu vil skifte navn til Ghetto Warriers, vil være Sveriges skrappeste, fuldstændig frygtindgydende og mest skræmmende bande.
To soldaterer en ond og spændende historie omkring bandedannelse i ghettoområder. De starter som områdebander og udvider territoriet boligblok for boligblok indtil de stærkeste har etableret sig i et tilfredsstillende stort område. Banderne sætter kløerne i de unge allerede i 10-12 års aldern, og de unge vokser op med banden som det størst eftertragtelige sociale mål. Vi bliver virkelig præsenteret for dette problem, så det er helt forståeligt.
Hvordan Leons og Gabriels grænseløse tro på og tillid til hinanden ændrer sig, da Gabriels kæreste bliver gravid, og Gabriel langsomt begynder at tænke på baby og bleer får en afgørende betydning i handlingen.
Forfatterne får lagt forskellige psykologiske betragtninger ind i handlingen og giver både den sociale og den genetiske arv en fremtrædende plads i deres cirkulære historieskrivning.
Absolut og underholdende krimi. Selvom man sådan set kender forbryderne fra begyndelen, får det ikke nogen indvirkning på spændingen. Der kommer en del overraskelser undervejs, og man vil simpelthen vide, hvordan det hele udvikler sig – selv slutningen rummer overraskelser, så man kommer bestemt ikke til at kede sig på noget tidspunkt.
Forfattere: Anders Roslund og Börge Hellström
Oversættelse: Ib Lucas
672 sider
Forlag: Rosinante
Udg.: 02.11.2012
5 Glober