Lige ret for mand og kvinde, hun tjene ham, han tjene hende.

100-året for kvindernes valgret er allerede markeret af et par udgivelser: På lige fod, Hundrede års kvindsomhed og Fik kvinderne ret?

Tjenestepigernehar som titlen angiver en særlig vinkel. I slutningen af 1800-tallet var der 14.000 tjenestepiger i København. De havde dårlige arbejdsforhold, tunge pligter og lange arbejdsdage. I Politiken stod der i 1899, at det højeste antal prostituerede fandtes blandt de københavnske tjenestepiger, og så var det at Marie Christensen blev vred over den manglende respekt for tjenestepigerne og for deres arbejde. Samme år sendte hun invitation ud om tjenestepigemøde. Hun regnede med at ca. 900 havde set invitationen, men til mødet kom kun 32. Trods det beskedne fremmøde dannedes den første tjenestepigeforening, og i 1904 samles De Samvirkende Tjenestepige Foreninger og enes om nogle fælles love, blandt andet

Arbejdstid fra 6-7 morgen til 6-7 aften

Frihed hver anden søndag senest fra kl. 3 om eftermiddagen

I Danmark er Socialdemokraterne dukket op i 1870’erne som modvægt til Højre og Venstre, og arbejderne fremkommer med kravene om otte timers arbejde, otte timers hvile, otte timers fritid. Arbejderkamp og kvindekamp hører sammen, i 1884 får Socialdemokraterne plads i Landstinget og her begynder diskussionen om kvinders valgret. I 1903 må kvinder stemme til menighedsrådsvalg, og i 1908 til kommunalvalg, hvorefter valgret for kvinder indføres i 1915 efter mange debatter om kvinders anlæg for at tage politiske beslutninger.

Men for tjenestepigerne er der stadigt et stykke vej. Marie Christensen er med til at udforme Medhjælperloven fra 1921, der blandt andet indeholder følgende let chokerende tekst set med nutidige øjne:

medhjælperen kan fyres hvis hun skønt ugift bliver frugtsommelig og dermed ude af stand til at udfylde sin plads.

Senere blev tjenestepiger til husassistenter og i begyndelsen af 1940’erne opfandt Danske Kvinders Nationalråd og Danske Kvinders Samfundstjeneste hittet ’husmoderafløser’ aflønnet af det offentlige og med det formål at reducere arbejdsløsheden.

Til trods for en del spredt fægtning er der megen interessant information at hente både om tjenestepiger og om kvindesag.

Lovgivning i forbindelse med barsel er en sag for sig, af nogle virksomheder betragtet som et indgreb i selvbestemmelsesretten. Kvinder måtte ikke arbejde i fire uger efter en fødsel, men først i 1933 bliver der mulighed for at få 14 dages dagpenge i barselsperioden. Resten må de selv betale. Værre er forholdene for dem der uønsket bliver gravide. De kan få abort hos kvaksalvere og englemagere, alternativet er det skamfulde: graviditet uden ægteskab. I 1966 frigives p-pillen, og 1973 er året for retten til fri abort – lidt sent taget i betragtning hvor belastende forholdene har været for enlige mødre.

Der er sket mange store fremskridt, men helt slut er det ikke: Begrebet au pair blev skabt med henblik på kulturel udveksling for unge piger. Nu er det i stedet filippinske voksne kvinder der har brug for lønnen der oftest er au pairs – med forhold der kan sammenlignes med tjenestepigernes.

Der er mange glimrende fotografier fra før og nu – udlånt af FOA.

Dorthe Chakravarty

Efterskrift af Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA

175 sider

Informations Forlag

Udgivet: 18.05.2015