Hvis du vil have Gud til at grine, så fortæl ham om dine planer.

Tina Turner fortæller om turen fra Nutbush, Tennessee, til en dialysestol ved Zürich-søen, om en barndom med ustabile og fraværende forældre, indlæringsvanskeligheder, og om en fantastisk stemme der baner vej til toppen af kransekagen. Og det er virkelig toppen af kransekagen smukt illustreret med Turners egen beskrivelse af sit bryllup som 73-årig – hvor de unge brudepiger får små Cartier-armbånd til minde om begivenheden, og hvor arrangørerne overvejer opsætning af paraplyer i haven for at forhindre ubudne droner i at tage billeder.

Trods den beskedne begyndelse blev det til et liv på første klasse med alt hvad det indebærer: Turners senere år handler i stort omfang om at undgå paparazzier, hvorfor hun og hendes mand gør sig megen ulejlighed med at skjule hendes sygdom for offentligheden.

Tina, der engang hed Ann, fortæller også om Ike Turner og det ulykkelige og til tider voldelige forhold mellem den store musiker og den blændende sanger. Der er mange fotos, og vi får glimt af David Bowie, Keith Richard, Mike Jagger og Sammy Davis Jr. – og der er glimrende billeder af legenden selv.

Succesen har sin pris, Turner mister tragisk sin ældste søn, og hun har de seneste år været hjemsøgt af sygdom. Til gengæld har verden fået sange som Private Dancer, The Best, What’s Love Got to do With It. Bagerst i bogen er der lister over Turners musik og film.

Hvis man er til biografier – og måske fan af Turner, er Mit livs kærlighed udmærket læsning.

Tina Turner

Mit livs kærlighed

Tina Turner i samarbejde med Dominik Wichmann og Deborah Davis

Oversat af Michael Jepsen

281 sider

memoris

Udgivet: 2019

Birte Strandby