Tilgivelse er et vanskeligt emne, da muligheden for at tilgive som oftest er indhyllet i mange komplekse følelser. Ikke alene er der spørgsmålet om ren ondskab findes og bør tilgives, eller om hævn nogle gange er på sin plads. Men der er også diverse personlige aspekter, som spørgsmålet om hvornår man bør tilgive, hvis man for eksempel er blevet direkte traumatiseret af andres handlinger, aspekter vedrørende skyldfølelser og skam, samt hele spørgsmålet om hvornår og hvordan man kan og bør tilgive andre, samt sig selv, for de handlinger man selv har gjort eller smerter man har påført andre.

Denne bog er helt klart til dato et af de bedste bud på fyldestgørende refleksioner over tilgivelsens mange aspekter. Herudover tilbyder bogen stor psykologisk indsigt, samt samfundsmæssige refleksioner over hvad tilgivelse har betydet og betyder for både lokale og globale miljøer. Dertil kommer en lang række gode øvelser, som er direkte anvendelige for mennesker, der døjer med tilgivelse i personlige dagligdags anliggender.

Forfatterne har stor erfaring med emnet, særligt gennem deres rolle i udviklingen i Sydafrika, hvor de har været vidner til nogle af de værste forbrydelser i verdenshistorien og desuden haft formandskab for ”Sandhedskommissionen”. Desmond Tutu har bl.a. modtaget Nobels Fredspris, og her er der tale om en mand, der ikke blot har nogle virkelig gennemtænkte og gennemarbejdede tanker og erfaringer med emnet, men han og hans datter formår med denne bog at spænde sig så bredt ud, at bogen bliver aktuel for alle, der kæmper med tilgivelse i såvel meget alvorlige anliggender, som i mindre daglige forseelser.

Det er ikke et spørgsmål om, at alle, der står sårede, svigtede, manipulerede eller ramte skal tilgive alt, der er gjort imod dem. Hvis man har mistet en, man holdt af, er blevet overfaldet, fysisk eller psykisk misbrugt, eller har været ude for et af de andre slags overgreb, mennesker kan begå imod hinanden, kan det være for meget at kræve her og nu.

Men enhver der har svært ved at tilgive noget, en anden har gjort, eller har gjort et andet menneske ondt, vil i denne bog kunne finde inspiration og anvisninger til at arbejde med deres helende proces. Forfatternes klare og velbegrundede budskab er at både det enkelte individ og samfundet vil komme længst, der hvor tilgivelse er mulig.

Bogen er så tilgængelig, at alle vil kunne læse den. Selvom forfatternes særskilte erfaringer ligger indenfor voldsomme hændelser arbejdes der med emnet, så bogen også bliver relevant for alle. Hvad enten der er tale om fortsætlig eller uforsætlig handling, tankeløshed eller fx utroskab er bogen relevant og giver nogle klare og gennembearbejdede bud på, hvad samtale og det at dele sine følelser med andre mennesker kan betyde for en helingsproces, samt relevante trin i den proces i forhold til tilgivelse.

Kort sagt en bog, man bør læse.

Desmond & Mpho Tutu

244 sider

Kristeligt Dagblads Forlag

2014

Anmeldt af Gitte Sander