Hans krop har aldrig været mere levende end øjeblikket, lige inden den dør.

Jonas Gardell er på vej hjem efter en optræden som stand-upper i barndomsbyen Örebro, da han kører galt og bliver dræbt. Det sidste han når at råbe er ‘Mor’. Herfra udvikler Gardell sin mors og sin historie, ja til og med en lille bid af Sveriges historie fra 1700-tallet hvor familien var fattig, til de årtier op til 1950 hvor familien var succesfulde skoproducenter med 275 butikker i hele Sverige. Det varede, indtil skoimporten blev fri i Sverige, og europæiske sko fra lande med lave lønninger oversvømmede svenskerne.

Det er Ingegärd og Jonas det handler om. Da Ingegärd føder sin yngste søn, Jonas, er hun lige ved at dø, men for hans skyld må hun leve videre, og det er også her hun langsomt begynder at kæmpe for sin egen frihed, tilsyneladende støttet af sin ægtefælle, men så alligevel ikke da det kommer til stykket.

Den samlede fortælling er ualmindeligt ustruktureret, men stadig velfortalt, sjov og rørende, gengivet af en stor fortæller med blik for familiens anekdoter, herunder den om mormorens far der i sidste øjeblik finder sin brud, øjeblikket inden hun er på vej til Amerika.

Det er en familie med historier og en kollektiv hukommelse der er mere underholdende end driftsikker. I flere omgange er der familiemedlemmer der husker andet, end hvad der beviseligt har fundet sted. Og i deres kollektive selvopfattelse er også træk de fastholder som karakteristiske uden belæg i virkeligheden. For eksempel at de ikke bliver demente; men Ingegärd får Alzheimers.

Med til det charmerende billede af familien hører religionen opbygget gennem fem generationer men forstyrret af, at Ingegärd som ung er sådan en der griner, skraldgriner.

Kirkefaderen spurgte retorisk, om nogen havde set Kristus grine. Og svarede bagefter selv: Aldrig!

Til minde om en betingelsesløs kærlighed

Jonas Gardell

Oversat af Karen Fastrup

570 sider

Turbine

Udgivet: 23.10.2019

Birte Strandby