For tolvårige Andrea Anderledes Albertslund-pige Altid Alene indtræffer katastrofen, da hjerteveninde Frida flytter til Fyn. Fra at have været fælles om alt, at have blandet blod og været sammen alle vågne timer, er Andrea pludselig alene. Der er gang i sms’erne, men det er ikke det samme, det er ensomt i klassen, og Andrea udvikler et had til Fyn*:

Fantastiske Frida Flyt Fra Fyn

Andrea begynder arbejdet med bogen til Frida: Til min bedste veninde i verden, men Andreas mor insisterer på, at de skal besøge de nye naboer i Fridas gamle hus. Det bliver ikke så vellykket, en dreng er flyttet ind på Fridas gamle værelse, og i sin egenskab af dreng er han bare dum.

Senere bliver det værre, for mens Andrea går og føler sig ensom, er Frida allerede ved at finde nye venner på Fyn, og hun forelsker sig i en dreng. Det udløser de helt store overvejelser hos Andrea:

Hvad kan drenge bruges til?

Det bringer efterfølgende mere filosoferen med sig: Fædre er ok, men de skal helst leveres som fædre, ingen har brug for 12-årige drenge.

Senere er der en klassekammerat der forelsker sig til stor forbavselse for Andrea.

Han er dum, grim og irriterende. Og han er en dreng.

Der er flere dramaer i Andreas hverdag. Det går bedre med klassekammerater, naboens dreng er alligevel ikke helt skudt i låget, men en afstand er ved at snige sig ind i Fridas og Andreas venskab, og først efter et større drama, kommer tingene på plads.

Fortællingen ledsages af Andreas kommentarer og doodles på alle sider, som om bogen virkelig har været i hænderne på en tolvårig, der prøver at udrede sit liv og sit venskab med lister og punktopstillinger.

* Det kan hurtigt blive dårligt for det fynske rygte. Bille August gjorde noget lignende i filmatiseringen af Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer i 1984, hvor hovedpersonen står sydende af jalousifantasier om nærgående fynboer og siger farvel til sin elskede, der skal på ferie på Fyn.

Camilla Wandahl

124 sider

Høst & Søn

Udgivet: 07.10.2015