‘Han følte altid en vis ømhed for hende, lige før han vækkede hende om morgenen. Den gik hurtigt over, og hun fik det sjældent at mærke.’

Jens Andersen er god til biografier, og Tove Ditlevsen er i al sin kompleksitet en fantastisk hovedperson. Evigt stræber hun efter tosomhed og kernefamilie og borgerlighed, og evigt er hun dømt ude, fordi hun aldrig nogensinde ville kunne passe ind i en borgerlig ramme. Og det er vel der, hun rammer flest læsere: når hun beskriver alle de kanter og modhager der kan være på et enkelt menneske, og hvordan man lever med det. Eller som Jens Andersen så præcist formulerer Ditlevsens projekt: Hvordan bevarer man sin fulde frihed i følelsesmæssigt forpligtende relationer mellem mennesker?

Biografien er spækket med gode billeder. En del af dem er velkendte, men der findes også nogle der ikke er, blandt andet et vidunderligt foto fra en reception på GADs forlag i 1951 med Karen Blixen, Agnes Henningsen, Edith Rode, Thit Jensen og Tove Ditlevsen. Jens Andersen omtaler damerne som løvinder, og man må vel sige, at det er toppen af det feminine litterære parnas i 1951 og omegn. Det var også dengang, Ditlevsen støttede kvindesagen i lighed med Edith Rode og Thit Jensen. Senere – i 1970 da kvindesagen blev populær var Ditlevsen stået af og i stedet blevet tilhænger af en vis portion resignation. Ikke at hendes forhold til den sidste ægtefælle, Victor Andreasen, antydede noget i den retning, som man kan se af et brev fra Ditlevsen til Esther Nagel:

… vi har hver sin psykiater … De to psykiatere er blevet uvenner om os og udveksler harmdirrende breve, som vi desværre ikke får at se.

Men som hun selv bemærker, så er der ikke stof i idyllen. Og hendes mest produktive perioder er angiveligt også dem med de kraftigste storme i parforholdet.

… og sådan er familielivet, og dette er vor skæbne, og vi hader hinanden og under ikke hinanden at blive forvandlet og er ude ad stand til at forvandle os sammen.

Med respekt for Ditlevsen og hendes særlige talent for at ramme læseren præcist på sanserne bevæger Jens Andersen sig gennem hendes liv og digtning, så man kun kan begræde, at man ikke selv har oplevet hende. Heldigvis har hun efterladt sig meget, og Til døden os skiller er rig på citater. Samlet får vi et rigtigt godt billede af en stor digterinde.

Til døden os skiller

Et portræt af Tove Ditlevsen

Jens Andersen

288 sider

Gyldendal

4. udgave: 12.02.2019 (første gang i 1997)

Birte Strandby