Félix J. Palma har tidligere udgivet fire novellesamlinger. ‘Tidskortet’ fra 2008 er hans første roman. Den blev hans store internationale gennembrud og er foreløbig solgt til udgivelse i 21 lande.
‘Tidsmaskinen’ er en fantastisk sammenblanding af tidsmaskiner, tidsrejser, kærlighed, mord, svindel og humbug. Romanen foregår i Dronning Victorias London i slutningen af 1800-tallet. Det hele begynder, da den velhavende overklassesøn Andrew Harrington vil begå selvmord, fordi han stadig ikke er kommet over Jack the Rippers mord på en ung prositueret, Andrew var vildt forelsket i. I sidste øjeblik bliver selvmordet forhindret af Andrews fætter. Fætteren fortæller Andrew om et nyt foretagende, Murrays Tidsrejser, som arrangerer rejser til år 2000, hvor man kan overvære det endelige slag mellem automaterne og de sidste mennesker, som de selvtænkende robotter endnu ikke har fået massakreret. Planen er at Andrew skal forsøge at rejse otte år tilbage i tiden til 1888 og forhindre mordet. Her bliver forfatteren H. G. Wells draget ind i sagen, da hans nyligt udgivne roman, den eklatante succes ‘Tidsmaskinen’, er årsagen til al postyret om tidsrejser.

Romanens personer kommer ud på en herlig og fantastisk karruseltur i den absurde tidsmaskine baseret på damp og magi, da den blodtørstige Jack the Ripper skal stoppes. Det er et vittigt og fornøjeligt morsomt møde med det victorianske London.
I romanens anden del følger vi den selvstændige Claire Haggerty der ikke vil stå model til tidens blodløse kvindeideal, hvor kvinder er fødemaskiner uden seksuelle følelser. Claire bliver forelsket i den tapre kaptajn Shackleton, der duellerer med automaternes leder, og der skal overmåde mange snedige forviklinger til, før de tvende kan mødes i elskovens favntag.
I sidste del får Wells nok at gøre med at udrede alle forviklingerne og vælge den bane, han vil følge. det vil væøre synd at afsløre for meget af den fantastiske handling, for der er mange snørkler og knuder på historien som læseren selv skal have fornøjelsen af at erfare. Der er måske paralleluniverser og fortd og fremtid som vikles ud og ind i hinanden, men læs selv, det er virkelig opfindsomt hvad der foregår.

‘Tidskortet’ er meget velskrevet i en lidt gammeldags stil som på bedste vis forlener romanen med datidens ‘science romances’. Det er forrygende underholdning med masser af spænding og specielle kærlighedshistorier iblandet en fornøjelig og meget humoristisk form for ‘tidsrejser’, en roman som falder udenfor de sædvanlige genrebetegnelser, men er du til en rigtig god og usædvanlig bog så er ‘tidskortet’ et godt bud på din næste anskaffelse.
Forfatter: Félix J. Plama
Oversættelse. Iben Hasselbalch
528 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 12.03.10

Anmeldt af Jan Vandall