Umiddelbart efter 2. verdenskrig blev ondskab som filosofisk begreb taget op af flere europæiske tænkere. Horkheimer og Adorno berørte det, og især Hannah Arendt behandlede emnet blandt andet i sin bog Eichmann in Jerusalem – On the Banality of Evil.

Nu er begrebet dukket op i filosofien igen, og det har givet stof til flere interessante bøger: I 2001 udgav norske Lars H. Svendsen bogen ’Ondskabens filosofi’ – en praktisk håndbog i filosofi, der inddeler ondskab i fire kategorier:

Dæmonisk ondskab – det vil sige ondskab for ondskabens egen skyld. Det er for eksempel soldaten, der opdager, at det giver et kick at torturere.

Instrumental ondskab – at gøre ondt, fordi det er vejen til at opnå noget, der måske på sigt er godt.

Idealistisk ondskab – at gøre ondt i en ’god’ sags tjeneste. Det kræver, at man udråber sig selv til moralsk elite og ansvarlig for den eneste gode sag. Heksejagten i blandt andet Danmark og Den spanske Inkvisition er typiske eksempler.

Og til slut Dum ondskab, det vil sige, at man skader medmennesker på grund af manglende omtanke, og den kender vi vel alle.

Amerikanske  Phillip Cole angriber med The Myth of Evil emnet fra en lidt anden vinkel: Første del omfatter en diskussion, om hvorvidt ondskab er noget uden for eller inden i os selv. Og selvom Bibelen har djævlen, og eventyr flyder over med onde stedmødre og menneskeædende kæmper, så er den filosofiske konklusion med behørig inddragelse af Kant, Nietschke, Freud og Arendt, at ondskaben er et (naturligt) udslag af menneskets frie vilje. Til forsvar for alle vores synder kan vi så til en vis grad stadigt undskylde os med omgivelsernes påvirkning: Det barn der har været udsat for vold er mere tilbøjelig til at sende vold videre, end det barn der ikke udsættes for vold. Intet nyt under solen her.

Mere interessant bliver det i kapitlet Communities of Fear: En Community of Fear – et ‘frygtsamfund’ er ifølge Cole et samfund, der lader sig styre af frygten for en gruppe mennesker, der viser sig at være ikke-samfundskonforme, såsom jøder eller sigøjnere. Disse ‘anderledes’ grupper repræsenterer en politisk mulighed for udnyttelse af den sociale angst, en mulighed som utallige regimer har taget til sig, ikke mindst for at markere, hvem der hører til det ’rigtige’ samfund. Her er heksejagter, inkvisitionen og andre religionsbaserede progromer udmærkede eksempler på en politisk taktik, der af et nyt regime kan anvendes til at fjerne rivaler og understrege egen legitimitet. Det kan blandt andet foregå ved at skabe moralsk panik over faren ved visse afvigere. Den straffende adfærd overfor afvigelser demonstrerer således ikke alene magthavernes kontrol, men bekræfter også konformisterne værdier. Tilsyneladende ønsker magtsøgerne angiveligt at beskytte det gamle samfund med gamle traditioner mod ’de fremmedes’ forsøg på at opløse samme, mens de i virkeligheden ønsker at skabe nye enheder med dem selv som centrum. (Bør der mon ringe en klokke her?) Truslen er jævnligt ren fiktion, men magthaverne forsyner deres påståede fjende med forskellige mørke og truende træk, så denne fjende virkeligt kan opfattes som en trussel. Denne påførte identitet er naturligvis lidt skrøbelig, da der ikke er noget specifikt indhold. Og troen på en truende identitet hos en anden befolkningsgruppe findes da også fortrinsvis hos dem, der er tilhængere af det forhåndenværende regime. Dette er et eksempel på Myten om Det Onde, det vil sige, at vi kan overtales til at tiltro andre ondskab, således at vores frygt kan udnyttes til politiske formål. Det er jo i den sammenhæng beroligende, at partier med hang til slige metoder sjældent får rent politisk flertal i vore dage omend nok nogen adgang til magten.

Phillip Cole har yderligere en del henvisninger til ’moderne’ ondskab, blandt andet Guantanamo-basen, Abu Graib, ligesom det amerikanske billede af ‘imaginary Iraq’ – et billede som jo både England og Danmark købte uden de store skrupler, er et udmærket eksempel på samme myte.

Bogens sidste kapitel går tættere på vore dages terrorisme og terrorismebekæmpelse. Ikke mindst understreges, hvordan regeringer bruger den sociale angst til at stramme lovgivningen: Efter terroristangrebene i London i 2005 blev der fremsat lovforslag om, at formodede terrorister kan tilbageholdes i tre måneder (og ikke kun i 14 dage), og at reglerne for telefonaflytning blev lempet. Samt at udenrigsministeriet skulle have ret til at deportere eller udelukke potentielle ekstremister omfattende dem, der angiveligt støtter terrorister – alt sammen i lighed med udviklingen i USA og The USA Patriot Act, og måske i lighed med udviklingen i Danmark?

En undersøgelse der viste, at de fleste englændere støtter krav om identitetskort er et glimrende eksempel på den generelle utryghed og overbevisningen om, at rammer og kontrol kan mindske denne utryghed.

Forfatterens konkluderende budskab er dels, at vi skal give afkald på begrebet ondskab, fordi det er en sovepude for det, vi ikke selv vil tage ansvaret for, dels at ideen om ondskab er ikke et filosofisk eller religiøst koncept, men derimod et mytologisk, der har en specifik rolle i visse fortællinger: Satan er kun en meningsfuld figur i den kristne mytologi, og ondskab er kun et anvendeligt begreb i eventyr.

Det andet man skal erkende er, at angst findes, selvom objektet for angsten eksempelvis vampyren ikke eksisterer. Og det er denne mere eller mindre irrationelle angst vi skal finde metoder til at tackle, så den ikke kan udnyttes politisk og få vores demokrati til at ligne et paranoidt monster.

Phillip Cole

258 sider

Edinburgh University Press 2006