I The Monuments Men gør George Clooney det som han altid gør. Han finder en opgave som skal løses og samler et hold af eksperter til at løse den. Til forskel fra Oceans-filmene er der dog her tale om en mere nobel sag, at redde verdens kulturarv fra Hitlers klo under Anden Verdenskrig.

Som repræsentanter for den kulturelle elite drager Clooney og hans hold af arkitekter og kunsteksperter så af sted til Normandiet.

The life and times of the cultural elite

Hvor pøblen gik i land på Omaha Beach under D-Dag og ved et mirakel trods ekstreme tab, formåede at tage den tyske kystlinje, kommer den kulturelle elite vadende et par dage efter. Med indfølende blikke kigger de udover det der tidligere var et kaos af blod og ild, for så at kommentere med sætninger som ”de gjorde det for vores skyld”, ”de var helte”, ”vi vil aldrig kunne sætte os ind i deres lidelse”. I scenen siger de ganske vidst ikke noget, men den emmer ikke desto mindre af denne falske, privilegerede sympati.

Den almindelige soldat sidder i skjul i et buskads sammen med sine sultne og beskidte venner. De har været der i flere dage og ventet på den samme gruppe tyskere fra den samme sociale klasse der ligeledes sidder og venter i et nærliggende buskads lige så sultne, beskidte og traumatiserede. Den kulturelle elite kommer kørende i en jeep på vejen imellem de to buskadser. De stopper bilen, da de ser en flot hest, hvilken jo i sollyset er sådan et smukt væsen. Dertil kunne de også godt lige ryge en cigaret, før de tager videre, for opgaven går jo i det hele taget fint. Den ene af mændene fra den kulturelle elite kommer til at gå for tæt på et buskads og bliver skudt af en tysker. Da hans venner har hentet ham, starter den rigtige ildkamp imellem de almindelige soldater, men det ser vi ikke mere til, for i stedet skal vi se den kulturelle elite sørge over en af deres kammeraters død. Denne sorg er dog ikke uden et blink i øjet, for nu føler den kulturelle elite, at de har retten til at påstå, at de har set krigens sande ansigt, at nu ved de hvad det handler om.

I nærheden af Brugge i Belgien ligger en britisk militærlejr. Lejrens ledere har netop ved forhandling med byens borgmester lavet en helt igennem rationel aftale om at lade tyskerne trække sig tilbage i fred og ikke udsætte byen for mere lidelse. Den kulturelle elite kan ikke lade dette stå til. For i byen Brugge er Michelangelos skulptur Madonna med Barn. Tænk hvis den skulle komme noget til under tyskernes fredelige march ud af byen. Lad os med andre ord sætte aftalen med byen og tyskerne på spil, og lad os også sætte byens befolkning på spil for at tjekke om dette kulturstykke er i fare, hvilket vi ingen grund har til at tro. I ly af natten vader en repræsentant for den kulturelle elite ind i byen og finder skulpturen for på intellektuel masturbatorisk vis at beundre den. Han gemmer sig da tyskerne kommer og pakker skulpturen forsigtigt ind for at tage den med sig. Han forsøger at skyde en tysker, men bliver så selv skudt. Hvis noget menneske eller nogen skulptur kom i fare på noget tidspunkt var det altså hans skyld.

Tekniske problemer

Jeg var som publikummer ligeglad med hans død. For det første fordi alt hvad han foretog sig op til sin død forekom mig at være idioti. For det andet fordi det eneste jeg vidste om ham som karakter var, at han engang havde været alkoholiker, men så var holdt med at være alkoholiker. For pøblen er alkoholisme en patologi, for den kulturelle elite er det et spørgsmål om ære og disciplin. Dette på trods af at det er den kulturelle elite der betragter pøblen som et patologisk tilfælde til at begynde med.

Alligevel vælger Clooney, som jo både har skrevet og instrueret filmen, at give denne mere eller mindre ukendte karakter en lang død. Vi skal både have en lille tale og nogle høje overtoner.

Dette er et generelt problem i filmen. Vi kender ingen af karaktererne med undtagelse af Cate Blanchetts karakter, som er den eneste med reelle problemstillinger. Alligevel behandler filmen sine karakterer, som om vi er dybt investeret i dem. Der er helt bogstaveligt en halv time inde i filmen, en karakter som rejser sig op, imens den kulturelle elite slapper af efter deres ”hårde strabadser” og direkte refererer, på ganske sentimental vis til alle de eventyr, de har haft sammen. Problemet er bare, at de ingen eventyr har haft sammen, da ikke i filmen i hvert fald. Når en sentimental scene på den måde ingen fortællemæssig kontekst har at støtte sig op af, så er der intet til at skjule sentimentalitetens underliggende prætens. Filmen fremstår derfor i det hele taget som prætentiøs og ligegyldig. Særligt fordi George Clooney har valgt at give sig selv den hårde opgave at holde prætentiøse taler om, hvordan livet og verden hænger sammen, hvis man er George Clooney, engang hvert femtende minut. Det bliver til omkring seks taler som stinker langt væk af fortænkte, politisk korrekte pointer. Dog politisk korrekt i den liberale, Apple-generations forstand, hvor det konstant antages, at alle som ikke er taleren eller hans nærmeste, intellektuelle venner, er dummere end ham selv og derfor skal disciplineres til at tænke som ham. Talerne kommer ikke uden den implikativt totalitære brugervenlighed, som er kernen i alle Apples produkter. Med andre ord en form som giver personlig frihed på bekostning af evnen til at ændre rammen for denne personlige frihed. En række valg der implicit kræver, at man accepterer præmissen for måden hvorpå valgene er opstillet og desuden træffer de rigtige valg, hvilke selvfølgelig allerede er defineret. I forlængelse af denne tanke erklærer jeg hermed, at Clooney er en iphone. Han ser pæn ud og han er smart, men ikke desto mindre ganske indholdsløs og ligeså er det med den film han har lavet her.

4/10 (Der var nogle pæne billeder)

Produktionsår: 2013

Instruktion: George Clooney

Manusskript: George Clooney

Hovedrolle: George Clooney

Medvirkende: George Clooney

Spilletid: 1 George og 58 Clooney