Et tiltrængt værk om den indtil videre ypperste regeringsform, vi kender: Demokratiet. At denne styreform også har sine fejl og mangler påvises gang på gang i bogen, der ikke overraskende begynder den historiske gennemgang med demokratiets opfindelse i Athen.

At demokratiets historie passerer Syrien, Mesopotamien og Babylon er måske til gengæld en overraskelse, ligesom det umiddelbart ikke er indlysende, at henrettelsen af Englands konge Charles II også kan betragtes i et demokratisk lys.

Geografisk kommer vi vidt omkring:

… the recipe of Chinese success: a pinch of Marxism; a few shakes of old-fashioned, nineteen-century European belief in evolutionary progress and science; and a generous cup of Bolshevik principle of the vanguard party …

Keane skelner mellem repræsentativt demokrati og det han kalder monitory democracy, der ifølge bogens definition vel nærmest kan oversættes med advarende/rådgivende demokrati, eller måske ’dynamisk demokrati’, idet det er den type vi møder i dag, hvor alle udtaler sig om den førte politik, hvadenten det er en adspurgt ekspertgruppe, en tænketank, en blogger eller en facebookgruppe. Det gør demokratiet mere demokratisk, men har også den uheldige bivirkning, at dynamikken grundet de store informationsmængder kun befinder sig et enkelt skridt fra den utænkende ligegyldighed.

I det hele taget lider demokratiet (jfr. titlen) af forskellige årsager, blandt andet har statsledere brugt demokratiet som begrundelse for at starte krige og som skalkeskjul for at få adgang til eksempelvis olie- og naturressourcer. Generelt er problemet borgernes skuffelse over dårligt arbejdende regeringer, de fejlagtige forsøg på at promovere demokrati ved hjælp af krig og brugen af statsautoritet mod ’terrorisme’ med anvendelse af diskutable juridiske metoder. Desuden lanceres demokrati ofte som en bedre (kristen) religion, og opnår derfor ej muslimsk eller buddhistisk støtte. Som demokratiet ser ud nu, er der masser af gode grunde til at redefinere begrebet men fastholde, at det er en styreform der er på folkets side og som har idealer om at beskytte den svage og styrke retten til et liv fri for tyranner og diktatorer. Og som vil sikre adgangen til passende ressourcer: Uddannelse, mulighed for lægehjælp og juridisk hjælp til basale menneskerettigheder. Smukt kaldet: humble democracy.

Men hovedsageligt baseret på mistillid som udtrykt af C. S. Lewis:

…no man can be trusted with unchecked power over his fellows…

Det er en fabelagtig bog, og måske det mest komplette, samlede værk, der findes om demokrati. Det et også en detaljerig og indholdsmættet udfordring til læseren dog tilsat sporadiske indslag af lettere karakter:

L. Mencken … described democracy as government by orgasm, but that rather overstates the gratification it brings.

John Keane

958 sider

Pocket Books

Udgivet: 2010