I The Hunger Games møder vi Katniss Everdeen, som lever i en fremtidens dystopisk verden. Grundet krig, det er i hvert fald forklaringen som den styrende orden giver, er hele samfundet blevet inddelt i distrikter der hver især plages af fattigdom. Undtagen de distrikter som huser de rige. Det er en klassisk idé at man, hvis man vil beholde kontrollen over de fattige skarer, kan afspise dem til en vis grad med lidt brød og en masse skuespil. Således er samfundet konstrueret omkring en ventil for social frustration i form af The Hunger Games. Et årligt tilbagevendende spil hvor to personer fra hvert distrikt bliver sat ud i en skov for at kæmpe imod hinanden og desuden overleve naturen som på kunstig vis bliver styret af dem som arrangerer spillet, den øverste kaste. Vinderen har efter sigende, mulighed for at transcendere den sociale rolle, som fattig og undertrykt, han/hun ellers blev tildelt fra fødslen.

Hver mand sin løkke

Man kan hurtigt se fortællingen som en kritik af det kapitalistiske system der i USA drives frem under ”rags to riches”-myten. Alle har ret til at jagte lykken, enhver er deres egen lykkes smed, som vi siger i Danmark. Det smarte ved fortællingen er i den sammenhæng, at den sætter dette påbud op, hvilket kommer i en humanistisk, liberal forklædning, som et grotesk valg. Ja, alle har mulighed for at opnå storhed, men det rum hvori den radikale frihed til dette skal findes er defineret af dem som allerede sidder på magten og alle ressourcerne. Med andre ord er der tale om den klassiske, liberale løgn, den manglende evne til at se hvordan verden rent faktisk fungerer.

Historien har vist hvordan, uanset udgangspunktet, at vinderne af det sociale og økonomiske spil altid i sidste ende, om det så tager hundrede år, får indflydelse på spillets regler. Uanset hvor lille muligheden for at flytte sig socialt er og bliver, så fungerer dens ventileffekt på social frustration stadig, bare den er der. Argumentationen er i den forstand den samme som nazisternes:

”Kan man sige at alle jøder er entydigt gode mennesker?”. Nej, det er klart at hvis man afgrænser en hel befolkningsgruppe, så vil der selvfølgelig være nogen som har bedre kår end andre.

”Kan man sige at ingen har muligheden for at være deres egen lykkes smed?” Nej, men ved at stille det spørgsmål får man ikke indsigt i, at alle har denne mulighed i et ekstremt begrænset omfang, og at individets mulighed for succes primært er totalt usandsynlig. Det man må angribe ved sådanne spørgsmål, er fejlagtigheden af de generaliseringer som de indebærer. Det at nogle jøder kan være dårlige mennesker, har intet med alle jøder at gøre. Det at nogle få har gode muligheder for succes, har intet med alles succes at gøre.

The Hunger Games optegner denne problematik. Ja, du har mulighed for at være din egen lykkes smed, men dette er på bekostning af en kontrakt du laver med det system, som determinerer betingelserne for den blotte mulighed for, at succes muligvis kan lade sig gøre. Det samme system som i filmen presser dig til enten at træffe beslutningen eller fortsætte dit liv på bunden. Idealet er således et frit, liberalistisk samfund, hvor du kan gøre hvad du har lyst til og være din egen lykkes smed. Realiteten er et undertrykkende, totalitært samfund, hvori alle de muligheder der skal virkeliggøre idealet på et retorisk plan er bestemt af dem der har de ressourcer som du leder efter. Hvis man fjernede den liberalistiske retorik fra sådan et samfund, ville det ikke være andet end et feudalt samfund i sit yderstadie, nemlig et fragmenteret, men totalitært regime.

Revolutions romantik

Dette er dog også hvor The Hunger Games laver sine fejl med hensyn til de politiske koordinater. Problemet i dag er lige præcis, at de totalitære strukturer i vores samfund er svære at se, de er utydelige og subversive. Dertil lever vi heller ikke af den absolut, minimalt nødvendige mængde ressourcer, tværtimod. De apartheid tendenser vi ser i dag, fungerer på en anden måde. The Hunger Games holder sig i den forstand til en romantisk tankegang tilbage fra den franske revolution, hvori underklassen stadig var nødvendig som arbejdskraft. De fattige ghettoer man ser i dagens USA er, som journalisten David Simon har kommenteret, fyldt med dem som vi ikke har brug for. Dagens apartheid er subtil. Visse steder er den ganske vidst optegnet af murer og hegn i det fysiske landskab, men disse strukturer er først og fremmest en virkeliggørelse af sociale og økonomiske strukturer som allerede var til stede. De virkelige ”distrikter” er ikke afgrænsninger der eksisterer for at holde folk indespærret. De bør hellere ses som steder der er faldet direkte ud af virkeligheden, hvori der for det kapitalistiske system ikke bor nogen eller eksisterer noget af værdi. Distrikterne i The Hunger Games eksisterer positivt, de er der og de anvendes. De er en afgrænsning som den ledende kaste har lavet for at beholde magten. Distrikterne i virkeligheden eksisterer negativt, de er der kun i fysisk forstand, men har ingen symbolsk betydning eller værdi. De er ikke intentionelle fra overklassens side, de folk der bor der har blot vist sig unødvendige. Med tidens løb er de gledet ud af politisk myndighed, ud af økonomisk bæredygtighed, ud af produktiv nødvendighed.

Afvikling

Noget der umiddelbart virker som et smart træk i filmen er, at Katniss ikke fra start af vil starte en revolution eller noget i den stil. Hun er ganske vist, som alle andre, kritisk overfor systemet og levevilkårene, men hendes mission er først og fremmest personlig. Hun melder sig til spillet for at redde sin søster. Det revolutionære aspekt melder sig på ganske interessant vis. Ikke som modvilje fra Katniss men som en ny og bedre marketingstrategi i systemets egen promovering af sine deltagere. Hver eneste deltager har en gruppe sponsorer i ryggen der ligesom deltagerne kæmper imod hinanden, dog på et mindre dødeligt plan. Det er denne kapitalistiske kamp der åbner rummet for Katniss revolutionære tendenser. Det er med andre ord systemet selv der danner grundlag for revolution imod systemet, ikke igennem undertrykkelse (forhøjet social frustration), men igennem den fortsatte udvikling af måder at spille det sociale spil på. Dette kan man også sige er den tendens, som umuliggør den liberalistiske drøm i dag. Hver eneste ændring skal komme som en udfordring til status quo, og dette er fint så længe systemet er kompartmentaliseret – arenaerne for økonomisk og social aktivitet er opdelt. Når præmissen for at udfordre status quo imidlertid kræver, at den eneste vej er opad, så bliver denne udfordren før eller siden nødt til at indebære nedbrydningen af grænser imellem arenaer.

Biologen Gregory Bateson skrev på et tidspunkt om begrebet kompartmentalisering, at det er det der gør for os som biologiske organismer, at det vi spiser, ikke ændrer vores seksualitet. Man kan derfor sige om den liberalistiske fantasi, at den lige præcis leder til et sted, hvor det som vi spiser får indflydelse på hele det kapitalistiske system. Det er selve det kapitalistiske systems fungeren der i sidste ende vil kræve dets opløsning.

Der hvor The Hunger Games træder ved siden af er i troen på en god, gammeldags revolution. Dagens system er ganske enkelt ikke indrettet på sådan en måde, at man kan sige at en specifik orden står for undertrykkelsen. Dertil kan man heller ikke i den eroderende middelklasse mærke undertrykkelsen før man allerede er blevet en del af den umyndiggjorte klasse, hvilken er svær at forestille sig en revolution fra da den er ligeså fragmenteret, som det man kunne kalde overklassen. Forhold dig dog blot i ro, for den globale orden har ikke brug for din hjælp, den skal nok afvikle sig selv. I dag har vi kaffe uden koffein, sodavand uden sukker og cigaretter uden nikotin, så hvorfor ikke have en revolution uden mennesker?

Filmen er fint skruet sammen, velskrevet, dog rimelig grim at se på, men det kan jo være med vilje. Overklassen karikeres på en klassisk, aggressiv og overdreven måde, hvilket er sjovt først, men hurtigt bliver trættende. Særligt da denne type kritik jo intet potentiale har i dag.

7/10

Produktionsår: 2012

Instruktion: Gary Ross

Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth.

Spilletid: 2 timer 22 minutter.