Siden den norske højreekstremistiske terrorist Anders Breivik angreb de unge på Utøya har vi vidst, at terroren har holdt sit indtog i Skandinavien, og i Danmark blev det angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i 2015, hvor to blev dræbt og seks såret, det der hev os ud af vores naive idyl.

På baggrund af grundig research og mange samtaler har bogens forfattere kortlagt gerningsmanden Omar el-Husseins færden i forbindelse med forbrydelserne, så vidt det var muligt. Tre timer kan der ikke gøres rede for, men i den øvrige tid følger vi terroristen og politiets arbejde med at gennemse film fra overvågningskameraer, afhøre Omar el-Husseins omgangskreds og følge op på de mange henvendelser fra vidner, hvoraf nogle blev afgørende for opklaringen.

Et andet spor i bogen følger Omar el-Hussein, hans liv og opvækst. For hvad gør et menneske til terrorist? Han voksede op i Danmark, men flyttede med sin mor og bror til Jordan, hvor de boede i fire år. Herefter flyttede brødrene tilbage til Danmark og boede hos deres far. Omar el-Hussein kommer i moskeen, men han ryger også hash og begår kriminalitet sammen med de gamle venner fra Mjølnerparken. I det hele taget er portrættet af ham broget: han er dygtig i skolen, og han er god til boksning. Han går med kniv og viser den gerne frem, og i 2014 stikker han den i en mand i metroen. Hvordan kom han fra småkriminalitet til terror? Det har forfatterne nogle bud på, og vi kommer også ind over, hvordan radikalisering og hvervning kan finde sted, men en tydelig forklaring på Omar el-Husseins gerning får vi ikke rigtigt.

Politiarbejdet skildres minutiøst, også hvordan sikkerhedsforanstaltningerne er blevet forøget efter den norske terroraktion, og hvordan man sikrer, at vigtige henvendelser fra borgerne ikke ender som ulæste gule sedler på tilfældige skriveborde. Ligeledes er der er søgt tegnet et billede af Omar el-Husseins miljø suppleret af stor detaljerig viden. Mere præcist kan forløbet næppe beskrives, og med bogen gives også et indtryk af, hvordan man kan gribe ind og forhindre radikaliseringen af unge vrede mænd.

16 sider fotos af gerningssted, våben og gerningsmand fuldender materialet.

Terroristen fra Nørrebro

Jagten på Omar el-Hussein

Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard, Natascha Rée Mikkelsen

258 sider

Politikens Forlag

Udgivet 2019

Birte Strandby