Stilren børnebilledbog med klare budskaber

Telma har en rigtig sur morgen. Naboens dumme hund, Melvin, gør støjende. Telma vil hellere sove, men mor skal på arbejde, så det er ikke muligt. Telma kan ikke finde sine røde bukser, hun vil ikke finde skoletasken og må i stedet bruge en grim plasticpose, og så trækker mor hende af sted gennem regnen fulgt af Melvin møgdyr. Telma forsøger at stikke af fra Melvin, men Melvin følger efter hende. I mellemtiden er mor forsvundet, og hvis det ikke havde været for Melvin, havde Telma følt sig meget ensom. Men alt ender godt, Melvin kommer med i børnehave og bliver klappet af alle børnene, inden naboen kommer for at hente den.

Børnebilledbogen følger med kombinationen af det skriftlige, det mundtlige (= den voksne oplæser) og det billedlige sin egen bane indenfor litteraturen. Den har også flere funktioner: Den skal være en æstetisk oplevelse, et led i en sprogindlæringsproces, og ofte omfatter den et socialiseringsprojekt med præsentation af roller, positioner, magtfordeling. Interessant er især selve mødet mellem tekst og billeder, og her fremstiller Oliver Streichs illustrationer smukt mismodet, irritationen over hunden og mors travlhed.

Telmas forladthed sammen med Melvin på gadehjørnet vises, så hun og Melvin ser små ud, de ses fra oven og fylder kun lidt i det store perspektiv. Det er et af de få billeder, hvor der også er trafik og andre personer, og i sin helhed signalerer det den følte hjælpeløshed. Billedet af genforeningen med mor emmer af harmoni, ligesom Melvins nydelse under de mange kærlige klap når helt ud til barn og oplæser. Illustrationerne er dæmpede i farverne undtagen Telmas varmt røde frakke. Pladsen på siderne er godt udnyttet og afpasset med den relativt store tekstmængde.

Bogen fungerer fint både som oplæsning og som billedhistorie.

Irma Lauridsen & Oliver Streich

28 sider

Turbine

Udgivet: 15.04.2014

For børn fra fire år