Team Albert er YouTube-stjernen Albert Dyrlund på film. Umiddelbart kunne det jo blive en tynd gang suppe, men filmen har både et budskab – et ikke helt nyt budskab om kærlighed og venskab – og så er det en ret sød film, og Albert optræder som en heldig kloning af Lille Per, Casper Christensen og Krumme.

Albert får en udfordring af sin dansklærer i gymnasiet: Han skal lave en YouTube video der får 30.000 likes i løbet af 24 timer. Alberts dansklærer, en iskold Andrea Vagn Jensen, er mildest talt ikke vild med Albert. Men Albert tager udfordringen op, og sammen med vennerne laver han en prank der basalt er lidt klam, men tydeligvis fungerer på video.

Det vækker interesse hos klassens nye meget tjekkede pige, som Albert gerne vil tættere på, og det vækker interesse hos hendes far, der er promotor med alt hvad dertil hører af omsiggribende karisma og en energisk udstråling af begejstring og kold kapital.

Han stiller med et seks mand stort team der skal gøre Albert til en sensation som reklame for sprut til børn. Så har vi ligesom fået det gode og det onde på plads.

Albert lader sig lokke af de fantastiske muligheder, selv om vennerne prøver at advare ham. Slutningen er ikke helt uforudsigelig, men det er under alle omstændigheder en sjov og hyggelig film med musik og komik, og hvor man igen får bekræftet, hvad der er de virkelige værdier i livet – og – spoiler alert! – det er ikke sprut til børn.

Team Albert

2018

Instruktør: Meldal Nørgaard

Skuespillere:

Albert Dyrlund

Marcuz Jess Pedersen

Laura Kjær

En time og 30 minutter