Godmorgen, sagde hum.
Den glade hilsen gjorde dem i godt humør.

Tay er en meget sød og lidt anstrengende biografi om den unge og populære popsanger Taylor Swift, der indledte sin karriere som sanger og sangskriver i en alder af 14, og som før hun blev 25 var i besiddelse af både Emmy og Grammy.

Det er næsten en ren solstrålehistorie, der beretter om lykkelige tider med musikalske fødselsdagsgaver, familieidyl og opofrende forældre der gladeligt kører 1.000 kilometer, så barnet kan gå rundt med sine demoer til lydstudierne i Nashville, Tennessee.

Og Taylor Swift er noget særligt. Hun kan alle sangene fra Løvernes Konge i en alder af syv, og står på scenen i en ungdomsopsætning af musicalen Annie som tiårig, for siden at spille rollen som Maria i Sound of Music endnu inden hun er blevet teenager. Herudover spiller hun country musik på tolvstrenget guitar, vinder en landsdækkende digtkonkurrence – om et monster i et skab. Ydermere har hun en optræden så scenevant, at det næsten kun kan kalde på beundring og misundelse. Debuten sker ved et spejdermøde, hvor Taylor synger The Star-Spangled Banner. Instruktøren af ungdomsopsætningerne tilbyder at være hendes manager, og siden kontaktes hun af Britney Spears manager. Der bliver lidt skærmydsler med pladeselskabet, men Taylor tager sagen i egen hånd.

Familien støtter hele vejen, og Taylor er en selvbevidst og uhyre målrettet ung dame, når det gælder hendes sang og musik. Den glansbilledeagtige biografi holder en kvalmende forherligende tone, så man ånder næsten lettet op, da det viser sig, at Taylor ikke er perfekt til gymnastik.

Tay – Historien om Taylor Swift

Jill Parker

Oversat af Sine Norsahl
140 sider
Turbine
Udgivet: 10.08.2016

Birte Strandby